Adrastea (måne)

Adrastea
Adrastea
	Adrastea, fotograferet af rumsonden Galileo
Opdaget
	8. juli 1979, af David C. Jewit; og G. Edward Danielson
Kredsløb om Jupiter
Afstand til Jupiter (massecenter)	Min. 128 458 km; Maks. 128 922 km;
Halve storakse	128 690 km
Halve lilleakse	128 690 km
Excentricitet	0,0018
Siderisk omløbstid	7t 9m 29,66s
Synodisk periode	—
Omløbshastighed	Gnsn. 112 961 km/t; Min. 112 759 km/t; Maks. 113 166 km/t;
Banehældning	2,22° i fh. t. ekliptika; 0,00° i fh. t. Jupiters ækv.
Periapsisargument; ω	— °
Opstigende knudes længde; Ω	— °
Omgivelser
	—
Fysiske egenskaber
Diameter	16,0 – 26,0 km
Fladtrykthed	—
Overfladeareal	5,3·103 km²
Rumfang	4,4·103 km³
Masse	7,500·1015 kg
Massefylde	3000 kg/m³
Tyngdeacc. v. ovfl.	0,006 6 m/s²
Undvigelseshastighed v. ækv.	40 km/t
Rotationstid	7t 9m 29,66s
Aksehældning	—
Nordpolens rektascension	—
Nordpolens deklination	— °
Magnetfelt	—
Albedo	10 %
Temperatur v. ovfl.	Gnsn. -150 °C; Min. — °C; Maks. — °C
Atmosfære
Atmosfæretryk	0 hPa
Atmosfærens sammensætning	—

Adrastea er en af planeten Jupiters måner: Den blev opdaget 8. juli 1979 ved hjælp af rumsonden Voyager 2, og kendes også under betegnelsen Jupiter XV. Lige efter opdagelsen fik den den midlertidige betegnelse S/1979 J 1, men i 1983 vedtog den Internationale Astronomiske Union at opkalde den efter nymfen Adrastea fra den græske mytologi.

Adrastea er det mindste medlem af den såkaldte Amalthea-gruppe, som omfatter de fire Jupiter-måner der er tættest på Jupiter. Gruppen har navn efter sit største medlem; månen Amalthea. Adrastea bevæger sig rundt indenfor Jupiters utydelige planetring, og det er tænkeligt at den leverer støv og/eller andet materiale til ringene.

Den lille omløbsbane tæt på Jupiter giver Adrastea såkaldt bunden rotation, dvs. månen vender altid den samme side mod Jupiter. Månen bevæger sig så hurtigt, at den fuldfører et helt kredsløb hurtigere end Jupiter når at dreje 1 gang om sig selv. På grund af tidevandskræfterne "tappes" Adrastea for energi, så dens i forvejen lille omløbsbane bliver ganske langsomt mindre og mindre. Tidevandskræfterne trækker allerede så meget i Adrastea, at hvis den havde været en flydende væske, var den allerede blevet delt i mindre stykker, men den er indtil videre "solid" nok til at forblive i ét stykke.