Copa América er det sydamerikanske fodboldmesterskab for landshold (dvs. lande tilhørende CONMEBOL). Det afholdes normalt hvert andet år, men der afviges ofte fra denne regelmæssighed.
Copa América er den ældste eksisterende fodboldturnering for landshold. Den blev afholdt første gang i perioden 2. juli – 17. juli1916 i forbindelse med fejringen af 100-års jubilæet for Argentinas uafhængighed. CONMEBOL blev også grundlagt i denne forbindelse den 9. juli 1916 (Argentinas uafhængighedsdag).
Turneringen hed tidligere Campeonato Sudamericano de Selecciones (dansk: Det sydamerikanske mesterskab for landshold), men skiftede navn til det nuværende i 1975.
Mesterskabet afvikles som regel i ét land, men mellem 1975 og 1983 blev der spillet i alle landene, og de indbyrdes opgør blev afviklet over to kampe (ude og hjemme).