Den Danske Ordbog er baseret på et meget omfattende elektronisk tekstkorpus på ca. 40 millioner ord. De tekster, der indgik i korpusset, stammer fra vidt forskellige kilder og inkluderer private breve, tekster fra Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation, aviser skønlitterære tekster fra forskellige forlag samt talesprog fra radio, TV og forskningsprojekter. På dette punkt adskiller Den Danske Ordbog sig markant fra tidligere ordbøger.[1]
De elektroniske udgaver af ordbogen er blevet opdateret løbende siden udgivelsen.[2]
Historie
I slutningen af 1980'erne opstod der politisk interesse for en skabe en opdateret, større dansk ordbog. I 1989 modtog planen for Den Danske Ordbog økonomisk støtte til at kunne gå i gang. Ordbogen udkom i seks fysiske bind i perioden 2003 til 2005. I november 2009 blev en digital version tilgængelig på internettet via ordnet.dk.[1]
I 2013 blev DDO-appen lanceret. Den vandt i kategorien "Nyheder & Reference" ved Danish App Awards 2013. Appen, der kræver internetadgang, er gratis at bruge. Den udvikles både til Google Android og Apple IOS.[2]