Digital forvaltning eller e-forvaltning (engelsk: e-government) er en betegnelse for brugen af informations- og kommunikationsteknologi til at stille offentlige tjenester til rådighed for borgere.
Der sondres især mellem to forskellige anvendelser af begrebet digital forvaltning:
- digitalisering af forvaltningen, hvor fokus er på anvendelse af IKT til intern effektivisering af arbejdsprocesserne i offentlige myndigheder.
- digital selvbetjening, der vedrører digitale selvbetjeningsløsninger, som offentlige myndigheder stiller til rådighed for borgere, virksomheder eller andre brugere på internettet.
Omend digital forvaltning ligger i direkte forlængelse af den digitalisering, der skete i 1970erne, 1980erne og 1990erne, blev begrebet digital forvaltning sat på dagsordenen af Al Gore i 1999 med målsætningen om "500 forms online". Digital forvaltning blev for alvor sat på dagsordenen i Danmark med udgivelsen i 2001 af publikationen "Digital Forvaltning", som blev udarbejdet af et udvalg bestående af repræsentanter for Finansministeriet, IT- og Forskningsministeriet, Erhvervsministeriet, Indenrigsministeriet, Økonomiministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.
I august 2001 blev Den Digitale Taskforce etableret i Finansministeriet, bestående af repræsentanter fra en række ministerier, samt fra kommunale organisationer. Der blev endvidere i starten af 2002 offentliggjort en fælles-offentlig strategi for digital forvaltning. En revideret version af strategien blev offentliggjort i februar 2004.
Digital forvaltning varetages i dag af Den Digitale Taskforce, der har fokus på omlægning og effektivisering af arbejdsprocesser i offentlige myndigheder, og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og It- og Telestyrelsen, der især har fokus på it-arkitektur og -standarder, it-sikkerhed, og digital borgerservice.
Arbejdsdelingen mellem Den Digitale Taskforce i Finansministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling afspejler det forhold, at digital forvaltning kombinerer administrationspolitik, der er placeret i Finansministeriet, og it-politik der henligger under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
Se også
Eksterne henvisninger