Generalprokurøren var under enevældenkancelliets ledende sekretær. Han havde også den indflydelsesrige position, at forelægge kancelliets sager for kongen i Konseillet.
Blandt de institutioner, som enevældens indførelse i Danmark-Norge kaldte til live, var også generalprokurørembedet. Dette sorterede oprindeligt under Rentekammeret, og generalprokurørens hverv var også til at begynde med af finansiel natur, idet han skulde påse, at statens fordringer blev inddrevne. Inden længe overdroges det ham dog desuden at vogte over, at intet skete til skade for suveræniteten og kongens højhed eller til de kongelige interessers svækkelse, i hvilket øjemed han skulle holde flittig korrespondance med embedsmændene i provinserne og også jævnlig selv berejse disse. Heraf udviklede sig allerede i Christian 5.s tid en omfattende virksomhed med afgivelse af indberetninger og betænkninger, så at embedet blev et af de vigtigste i staten.
1730 knyttedes det nærmere til Kancelliet, i hvilket generalprokurøren fik sæde, og i den følgende tid øgedes dets betydningen endnu mere, idet dets indehaver efterhånden blev kronens juridiske konsulent og rådgiver i alle tvivlsomme retstilfælde. Han hørtes ved udarbejdelsen af ny og vigtigere love og anordninger; det var hans ret og pligt at gøre opmærksom på mangler eller uoverensstemmelser i den bestående lovgivning, som kunne trænge til forandring, og han var pligtig til efter særlig befaling at tage sæde i de kommissioner, som i forskellige øjemed blev nedsatte, ligesom han, når dertil var anledning, kunne beordres til at foretage rejser for at inspicere de forskellige, under justitsen sorterende indretninger rundt om i riget og gøre indberetning om deres tilstand, ledsaget af forslag til forbedringer og udvidelser.
