Da Vilhelm blev født var hans far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en fjern og ubetydelig sidegren til det danske kongehus der nedstammede fra Christian 3.. Familiens status ændredes i 1853, da Christian ved udsigten til den oldenborgske slægts snarlige uddøen blev gjort til arving til den danske trone. Vilhelm blev derved prins af Danmark.
Vilhelm voksede op i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, og efter at faderen var blevet dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot i Gentofte. Desuden besøgte han ofte moderens familie på Rumpenheimer SchlossOffenbach i Hessen. Han modtog en forholdsvis enkel uddannelse, hovedsageligt foretaget af hans forældre og engelske guvernanter. Han havde dansk som modersmål og engelsk som sit andet sprog. Han lærte også tysk og en smule fransk.[1][2] Som en yngre søn var det forventet, at han fik en karriere indenfor militæret, og efter sin konfirmation startede han på Søværnets Officersskole sammen med sin storebror Frederik. Mens Frederik blev beskrevet som "rolig og velopdragen", blev Vilhelm beskrevet som "livlig og fuld af løjer".[3]
Valget til græsk konge
Baggrund
Grækenland var i 1821 blevet befriet fra Osmannisk herredømme, og snart efter blev landet et kongerige. Den græske nationalforsamling valgte i 1832 den liberale bayerske prins Otto af Wittelbach, søn af Ludwig 1. af Bayern, til konge. Et oprør i 1843 tvang Otto til at indkalde nationalforsamlingen, og i 1844 gav han landet en grundlov med et repræsentationssystem med to kamre: senatet og deputeretkammeret. 13. februar1862 udbrød en militærrevolte, som førte til, at han blev afsat 23. oktober 1862. Otto forlod landet, men abdicerede aldrig formelt den græske krone.
Efter afsættelsen af Kong Otto havde grækerne afvist at overlade tronen til Ottos bror og udsete efterfølger, Luitpold, men foretrak stadig monarki frem for republik. Mange grækere, der ønskede stærkere bånd til den dominerende stormagt, Storbritannien, samlede sig om Dronning Victoria af Storbritanniens næstældste søn, Prins Alfred.[4] Den britiske udenrigsminister Lord Palmerston gav udtryk for, at grækerne "higede efter udvidelse af territorium" og at de håbede på sammen med valget af Alfred at kunne modtage de Ioniske Øer, som dengang var et britisk protektorat.[5] Der blev afholdt en folkeafstemning om spørgsmålet i november 1862, i hvilken Prins Alfred modtog over 95% af de 240.000 stemmer.[6] Der var 93 stemmer for en republik og seks for en græsk kandidat.[7] Kong Otto modtog én stemme.[8][9]
Prins Vilhelms familie var i første omgang stærkt modstander af hans kandidatur, mens Vilhelm synes selv at have taget imod udfordringen med det samme. Christian og Louise fik forhandlet nogle bestemmelser ind i hans kongevalg, og dermed var sagen afsluttet fra dansk side. På en stormagtskonference i London i 1863 godkendte Storbritannien, Rusland og Frankrig valget af den syttenårige Vilhelm til ny konge af Grækenland, og i marts 1863 valgte den græske nationalforsamling ham til konge under regentnavnet Georg. I juni, tre måneder efter valget, blev prins Vilhelm indsat som konge af Grækenland ved en ceremoni i København, der blev overværet af en græsk delegation under ledelse af admiral og premierminister Konstantin Kanaris. Frederik 7. overrakte ham Elefantordenen[14], og det blev meddelt, at den britiske regering ville afstå De Ioniske Øer til Grækenland som en hædersbevisning til ære for den nye monark.[15]
Regeringstid
Tidlige regeringstid
Kong Georg i 1864.
Den unge konge forlod Danmark den 17. september1863. Inden han rejste til sit nye kongedømme, foretog han en rejse til de tre stormagter for at takke dem for at have støttet hans kandidatur ved kongevalget.[16] Han tilbragte et par dage i henholdsvis Sankt Petersborg, London og Paris, inden han rejste til Grækenland. Den 22. oktober steg han ombord på skibet Hellas i Toulon og ankom til Piræus den 29. oktober[17]. Ved sit indtog i Athen dagen efter blev han modtaget af en begejstret befolkning. Akropolis og Zeustemplet var illumineret i en uge til ære for den nye konge, mens der blev afholdt fester i hovedstaden.[18]. Allerede på dagen for sin ankomst den 30. oktober aflagde Georg ed for det græske parlament.[19][20] På trods af sin unge alder (17 år), var Georg allerede den 27. juni1863 blevet erklæret myndig af det græske parlament.[21] Den danske regering havde ellers forudset et regentskab under hans onkel, prins Hans af Glücksborg, men grækerne, der var foruroligede over erfaringerne fra det regentskab Josef Ludwig von Armansperg havde udøvet, mens kong Otto var mindreårig, afviste dette forslag.[22]
Kong Georg var fast besluttet på ikke at gentage sin forgængers fejl og sørgede for hurtigt at lære græsk.[23] Den nye konge viste sig hyppigt og uformelt på Athens gader, hvor hans forgænger kun havde fremtrådt i pomp og pragt.[24] Han søgte også at sikre, at han ikke blev opfattet som under for stærk indflydelse af sin danske rådgivere, og endte med at sende sin onkel, Prins Julius af Glücksborg, tilbage til Danmark med ordene:Jeg vil ikke tillade nogen indblanden i min regerings handlemåde".[25] En anden rådgiver, Grev Wilhelm Sponneck, gjorde sig også upopulær for at arbejde for en afrustning og for at sætte spørgsmålstegn ved de moderne grækeres nedstamning fra de klassiske grækere. Ligesom Julius blev han sendt tilbage til Danmark.[26]
Ved sin ankomst til Athen fandt Kong Georg slottet i en tilstand af kaos og uorden efter Kong Ottos hastige aftejse og iværksatte en istandsættelse af den 40 år gamle bygning.[27]
I slutningen af maj 1864 tog Kong Georg på en rejse gennem Peloponnes, hvor han aflagde besøg i Korinth, Argos, Tripoli, Sparta og Kalamata. Her steg han ombord på fregaten Hellas og fortsatte nordpå langs kysten ledsaget af britiske, franske og russiske orlogsfartøjer. Den 6. juni nåede Hellas til Korfu, hvor den britiske højkommissær, Sir Henry Storks foretog den ceremonielle overrækkelse af De Ioniske Øer til Grækenland.[28]
På den politiske scene lagde den nye konge sig i selen for at få afsluttet de langtrukne forhandlinger i Nationalforsamlingen om at få vedtaget en ny forfatning. Den 19. oktober1864 sendte han et krav til forsamlingen, kontrasigneret af Konstantinos Kanaris, hvor han forklarede, at han havde modtaget kronen i den forståelse, at en ny forfatning ville blive færdiggjort, og hvis den ikke blev det, ville han føle sig "fuldstændig fri til at træffe de foranstaltninger, som hans skuffede forventninger kunne give anledning til".[29] Formuleringen lod det stå åbent, om han mente, at han ville vende tilbage til Danmark eller tvinge en forfatning igennem, men da begge udfald var uattraktive, nåede nationalforsamlingen hurtigt frem til en aftale.
Den 28. november1864 aflagde han ed på den nye forfatning, der oprettede et parlament med et kammer, Vouli, hvis medlemmer blev valgt med direkte, hemmelige valg med universel, mandlig valgret, som den første forfatning i det moderne Europa. Forfatningen gjorde Grækenland til et konstitutionelt monarki, hvor Georg var underlagt de valgte magthaveres autoritet, selv om han var bevidst om den korruption, der prægede valgene og udfordringerne ved at regere en befolkning, der fortsat var overvejende analfabetisk.[30] I perioden mellem 1864 og 1910, blev der afholdt 21 valg og udpeget 70 forskellige regeringer.[31]
Ægteskab
Kong Georg og dronning Olga
Grækenland og Georgs stilling nødvendiggjorde, at han fandt en brud fra en af stormagterne. Grækenland tilhørte ligeledes den ortodokse kirke, mens Georg havde beholdt sin lutheranske religion[32], og det var derfor en ekstra bonus, hvis den nye dronning havde undersåtternes religion. En brud fra det ortodokseRusland var derfor oplagt.[32]
Efter at have tilbragt hvedebrødsdagene i Tsarskoje Selo forlod Georg og Olga Rusland den 9. november for at rejse til Grækenland.[33] De fik en varm modtagelse i Athen, hvor de indrettede sig på det store kongeslot i byens centrum. Parret fik et lykkeligt ægteskab og fik otte børn i løbet af de følgende tyve år.
Udenrigspolitisk var Kong Georgs største politiske problem tyrkerne – en stor del af det nuværende Grækenland tilhørte dengang Det Osmanniske Rige. Han opretholdt et nært forhold til sin svoger, Fyrsten af Wales, og søgte hans hjælp til at finde en løsning på det tilbagevendende og ømtålelige spørgsmål om Kreta, en overvejende græsk befolket ø, der stadig hørte under Det Osmanniske Rige. Siden Kong Ottos regeringstid havde grækernes ønske om at forene alle græske lande i en nationalstat været et ømt punkt i forholdet til Storbritannien og Frankrig, der havde ydmyget Kong Otto ved at besætte havnen i Piræus for at afvæbne grækernes irredentisme under Krimkrigen.[34] Under Opstanden på Kreta forsøgte Fyrsten af Wales at påvirke den britiske udenrigsminister, Jarlen af Derby, til at intervenere i opstanden til fordel for Grækenland.[35] I sidste ende intervenerede stormagterne ikke, og osmanerne slog opstanden ned.[36] I 1897 lykkedes det Kong Georg at erobre Kreta. Ved en officersrevolte i 1911 kom kretenseren Venizelos til magten, og der indførtes militærdiktatur i Grækenland. I oktober 1912 erklærede Grækenland krig mod Det Osmanniske Rige.
Kong Georg blev myrdet af en anarkistisk skolelærer på åben gade, da han holdt sit indtog i det osmannisk besatte Thessaloniki. Mordet skete kort før, han kunne have fejret sit 50 års jubilæum som græsk konge. Georg blev begravet i haven på Tatoi, der blev den græske kongefamilies begravelsesplads. Georgs efterfølgere på tronen fik tilsammen knap 50 år mere, inden landet blev republik.
Forster, Edward S. (1958). A Short History of Modern Greece 1821–1956 3rd edition (engelsk). London: Methuen and Co.
Kreuter, Peter Mario (2015). "The Flâneur of Salonica. The First Balkan War in the Private Correspondence of King George I of Greece with Fritz Peter Uldall (1847–1931)". I Thede Kahl; Johannes Kramer; Elton Prifti (red.). Romanica et Balcanica. Wolfgang Dahmen zum 65. Geburtstag (engelsk). München: AVM. s. 761-778. ISBN978-3-95477-036-6.
Mateos Sainz de Medrano, Ricardo (2004). La Familia de la Reina Sofίa, La Dinastίa griega, la Casa de Hannover y los reales primos de Europa (spansk). Madrid: La Esfera de los Libros. ISBN978-8-4973-4195-0. OCLC55595158.
Olden-Jørgensen, Sebastian (2003). Prinsessen og det hele kongerige. Christian IX og det glücksborgske kongehus. København: Gad. ISBN8712040517.
.svg)
