Harald Slott-Møller blev i 1880'erne anset for at være et af naturalismens største kunstneriske talenter og en af Det Moderne Gennembruds foregangsmænd.[3] Han gennemgik malerisk og motivisk en markant udvikling fra det socialrealistiske billede Fattigfolk i dødens venteværelse, 1886, (et maleri Slott-Møller sidenhen fornægtede[4]) over Foråret fra 1896, som er tydeligt symbolistisk inspireret. Maleriet Foråret blev Slott-Møller inspireret til på en rejse til Paris i foråret 1895, hvor han sammen med sin kone besøgte katedraler og museer og så tidlig renæssancekunst.[5] Han var ofte ude af trit med sin samtid, der i højere grad var orienteret mod impressionismen. På sine gamle dage malede han hovedsagelig religiøse billeder som De hellige tre konger og Bebudelsen, men også en række nationalt orienterede værker med forbindelse til Genforeningen i 1920.[6]
Harald Slott-Møller, 1888, Fattigfolk. I dødens venteværelse, Statens Museum for KunstHarald Slott-Møller, Foråret, 1896, Den Hirschsprungske Samling.Rammerne til Slott-Møllers malerier er gerne dekoreret og udskårne, her en viol fra rammen til maleriet "Foråret"
Efter borgerlig vielse den 22. maj 1888 på Københavns Rådhus med Agnes, hvis forlover var Georg Brandes,[7] tog de på studie- og bryllupsrejse til Italien. Efter kunsthistorikeren Julius Langes råd tog de over Berlin, Dresden og München til Verona, Vicenza, Padua, Venedig, Firenze og Rom. Julius Langes råd var: "I skal tage til Italien, der gror Kunstens gamle Hovedstamme og den skal I først lære at kende". Det var ellers i tidens ånd at tage til Paris, hvor modernismen blomstrede. Denne studierejse fik meget langtrækkende betydning for begge kunstneres udvikling.[4] På turen mødte de den unge italienske renæssancekunst. Det fik dem til den erkendelse, at de måtte erstatte det naturalistiske maleri med det digteriske og monumentale udtryk.[4]
Aftenen efter brylluppet tog Agnes og Harald Slott-Møller med tog til Kaløvig for senere at tage til Henneberg Ladegård ved Fredericia sammen med Marie Krøyer.[8][7] De blev budt til middag hos Thyge de Thygeson på godset Damgård. Et livslang venskab opstod til dennes adoptivdatter, Charlotte Trap de Thygeson. Stedet besøgte de flere gange efter Slott-Møllers eget udsagn i 1898 de 10 følgende somre. Egnen omkring Lillebælt besøgte de igen sommeren 1890, denne gang var stedet Anne Marie Carl Nielsen barndomshjem Thygesminde sydøst for Kolding, hvor de boede på kroen i Stenderup. I sommeren 1897 slog de sig ned på den fynske side af Lillebælt ved Teglgård. Ligeledes har de haft ophold a flere gange på Fænø. Malerparret Slott-Møller opnår gennem disse ophold et nært venskab med både Marie og P.S. Krøyer samt med Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen.[9]
Slott-Møller vakte i 1891 opsigt med en ny retning i sin kunst, der blandede symbolisme og naturalisme. I 1891 malede han Dansk landskab, i 1895 Tre kvinder. Sommeraften og Foråret i 1896. De adskiller sig fra, hvad der ellers er malet i Danmark, og har medvirket til at Harld Slott-Møllers navn trods alt aldrig er blevet glemt. Det, der karakteriserer disse værker, er stiliseringen, den dekorative fladevirkning og sammenblandingen af materialer, de lyse farver og det symbolske indhold og de specielle rammer i Skønvirke-stil, der spiller sammen med maleriets indhold. [10]
I 1898 forlod parret Slott-Møller Den frie Udstilling i protest.
Kunsthåndværk
På den frie udstilling vistes på lige fod med malerier og skulpturer også dekorative arbejder. Det var Slott-Møller stærkt impliceret i: Slott-Møller udstillede fra 1894 kunsthåndværk. Efter Slott-Møllers opfattelse skulle kunsten - etisk og æstetisk - være bindeleddet mellem det åndelige og dagliglivet, og kunsthåndværket står centralt i hans produktion. Hans kunsthåndværk indeholder en utrolig iderigdom. Fra emner som en vugge over sennepskrukke til smykker og servantestel viser de en idé, stil og humor, som virker overraskende taget hans tørre fremstillinger i maleriet i betragtning.[11]
Aluminia
Slott-Møller mestrede adskillige teknikker: han kunne skære i træ og elfenben, ciselere og modellere sølvarbejder og smykker og tegne udkast til møbler og smykker. Disse evner som formgiver gjorde, at han blev kunstnerisk leder af fajancefabrikken Aluminia 1902-06. Samme år havde fabrikken fået ny direktør, Frederik Dalgas, der startede en produktion af kunstfajance med hjælp fra Slott-Møller og Christian Joachim. Aluminia havde succes, medens Slott-Møller var ansat, og fabrikken vandt internationale priser og anerkendelse, men hans og Joachims intentioner var forskellige, og i sommeren 1906 stoppede Slott-Møller på Aluminia.[12]
Inspiration
Som hustruen var Slott-Møller fra den første rejse til Italien optaget især af landets middelalderlige kunst og af Middelalderen i det hele taget. Lige som mytedannelse og -fortolkning og tanken om Gesamtkunstværket optog dem meget.
I 1896 rejste de over Hamborg, hvor de besøgte Holger Drachmann, og til England. I London så de udstillinger af de prærafaelitiske kunstnere Dante Gabriel Rossetti, William Holman Hunt og sir Edward Burne-Jones, de besøgte også William Morris' værksteder i Merton Abbey.[5] Gennem tidsskriftet The Studio havde de lært de prærafaelititiske kunstnere at kende.[12] De blev stærkt påvirket af de engelske prærafaelitters kunstsyn, hvor æstetik, ideologi og moral var uadskillelige størrelser.
Bondemalerstriden
Bondemalerstriden udspillede sig som en avispolemik i Politiken fra 14. april til 9. juli 1907 og gav Fynboerne en stærk position på samtidens danske kunstscene.[13] Striden begyndte med afvisningen af et af Gerda Wegeners kvindeportrætter på både Charlottenborg og Den Frie Udstilling. Portrættet var af forfatter Aage von Kohls hustru, Ellen Levinsen. Foranlediget af denne afvisning skrev Gudmund Hentze en kronik i Politiken. Han blev forsvaret af Harald og Agnes Slott-Møller. De holdt på den forfinede hovedstadskultur mod Karl Madsen, der tog Fynboernes parti, idet de malede livet på landet, som det var.
Striden medførte, at Gudmund Hentze i de danske kunstkredse blev persona non grata, og hans kunstsyn blev af de fleste unge kunstnere anset som bagstræberisk og reaktionært.[14] Ægteparret Slott-Møller blev helt isoleret i det officielle kunstliv efter striden.[15]
Sønderjylland og Genforeningen
Harald Slott-Møller er kendt for sine portrætter af fremtrædende sønderjyder og sydslesvigere, som er ophængt i Flensborghus i Flensborg. Portrætterne fremstår med individuelle baggrunde: et landskab eller nogle karakteristiske bygninger. Portrætterne blev købt for indsamlede penge til Kunstnergaven til Sønderjylland, nogle af de penge der var indsamlet, da 1. Verdenskrig brød ud.[16]
Slott-Møller tegnede afstemningsplakater til Folkeafstemningen om Slesvigs tilhørsforhold.
Parret Slott-Møller brød med Den frie Udstilling i 1900 på grund af kunstneriske uoverensstemmelser, og begge udstillede fra 1904 igen på Charlottenborg. Kritikken endte med at vurdere Slott-Møllers kunstsyn som konservativt og hans talent som svindende. Efter bondemalerstriden i 1907 blev de helt isoleret.[15]
Forholdet til kolleger og kritikere var herefter præget af uforsonlig stemning og bitterhed fra parret Slott-Møllers side, som nok har påvirket den faglige kritik af deres værker. Slott-Møller kunstneriske virke efter århundredskiftet må beskrives som kvalitetsmæssig ujævn, hvor en række gode billeder gennem årene veksler med romantisk-sødladne eller fortænkte motiver og herregårdsinteriører. Det var da også i herregårdsmiljøet og i nationalpolitisk engagerede kredse, at parret fra 1910erne fandt interesse for deres arbejder, ligesom deres stærke nationale engagement gav bestillingsopgaver gennem en årrække. Fra at have været en miskendt kunstner, som kunsthistorikerne fandt det pinligt at beskæftige sig med i 1970'erne, er Slott-Møllers værker nu populære.[18] Det ideologiske fundament med udgangspunkt i en intellektuel kunstopfattelse, der var den egentlige baggrund for samtidens hårde dom over parret, var, set med eftertidens øjne, deres styrke og er en væsentlig baggrund for de senere års interesse for deres arbejde.[19]
Gravsted
Agnes og Harald Slott-Møllers grav på Holmens Kirkegård.
Han ligger begravet på Holmens Kirkegård i København sammen med sin hustru Agnes Slott-Møller og datteren Lykke Slott-Møller.[20]
Portræt af skuespilleren Valdemar Willumsen, 1905, Roskilde Museum
Paolo og Francesca i helvede, Paolo og Francesca eller Paolo og Francesca. Dante: Den guddommelige komedie, 5. sang., 1905, privateje, dep. Statens Museum for Kunst[26]
Pigen, der finder guldhornet, 1906, Haderslev Museum
^Over stregen - under besættelsen redigeret af John T. Lauridsen, ISBN978-87-02-05199-5, Gertrud With: "Muserne tier ikke under kampen" : kunstneren Gudmund Hentze, afsnittet "Bondemalerne", side 296 - 298
_and_Amalie_Skram_(1846%E2%80%931905)_by_Harald_Slott-M%C3%B8ller_1895_(Danish_naturalist_painter),_on_display_in_Bergen_Public_Library,_Norway_(photo_2018-03-18,_rectangular_version).jpg)
_harald_slott-m%C3%B8ller.jpg)
