Huleløven (Panthera leo spelaea) var en løve, der levede i Europa i den pleistocæne epoke indtil slutningen af Weichsel-istiden for ca. 12.000 år siden. Både det danske navn og det latinske spelaea kommer af at de fleste fossiler er fundet i huler.
Huleløve betragtedes tidligere som en underart af løve (Panthera leo) og altså meget nært beslægtet med den nulevende løve. DNA-undersøgelser offentliggjort i 2016 afslørede dog at huleløven var en selvstændig art.[1][2]
Huleløven var en af de største løver man kender. En voksen han fundet i 1985 i Tyskland havde en skulderhøjde på 1,2 m og en kropslængde (målt uden hale) på 2,1 m.
Udbredelse
Huleløven og den fjernøstlige form Panthera leo vereshchagini udgjorde en sammenhængende population fra det vestlige Europa til Alaska over Bering-landbroen.
Huleløven levede formentlig ikke i huler, men foretrak åbne nåleskove, skovsteppe og skovtundra[3], hvor de kunne jage mellemstore og store planteædere. Fossile fodspor fra huleløve optræder sammen med tilsvarende spor af rensdyr og viser at huleløven havde stor kuldetolerance.