George Jay Gould I Edwin Gould I Helen Gould Anna Gould Frank Jay Gould
Uddannelse og virke
Beskæftigelse
Finansmand
Kendt for
Jernbanebygning og spekulation
Jason "Jay" Gould (27. maj1836 – 2. december1892) var en amerikansk finansmand, som blev en førende amerikansk jernbanebygger og -spekulant. Efter at han i mange år havde været fremstillet som arketypen af en røverbaron har moderne historikere afvist en række myter omkring ham og vurderet hans karriere mere positivt
Fødsel og tidlige karriere
Jason Gould blev født i Roxbury, New York, søn af John Burr Gould (1792-1866) og Mary Moore Gould (1798-1841). Goulds far var af britisk kolonial oprindelige og hans mor havde skotske rødder. Han studerede på Hobart Academy, men forlod det i en alder af 16 år for at arbejde hos sin far i en isenkramforretning. Han fortsatte med at studere på egen hånd, med vægten på landmåling og matematik. Senere gik Gould over til at arbejde i tømmer og garverivirksomheder i det vestlige New York og blev derefter involveret i bankvirksomhed i Stroudsburg, Pennsylvania. I 1856 udgav han History of Delaware County.
Ægteskab
Han giftede sig med Helen Day Miller (1838-1889) i 1863 de fik seks børn:
Frank Jay Gould (1877–1956), giftede sig med Helen Kelley; derefter Edith Kelly; og så Florence La Caze (1895–1983)
Tweed Ringen
Det var i den samme periode at Gould og James Fisk blev involveret i Tammany Hall. De gjorde den demokratiske "boss" William M. Tweed til direktør i Erie Railroad, og til gengæld sørgede Tweed for fordelagtig lovgivning for dem. Tweed og Gould blev genstand for politiske karrikaturtegninger af Thomas Nast i 1869. I oktober 1871, da Tweed blev fængslet og der krævedes 8 mio. dollars i kaution var Gould den største kautionist.
Black Friday
Jay Gould i 1855
I august 1869 begyndte Gould og Fisk at købe guld i et forsøg på at klemme markedet. De håbede at stigende guldpriser ville få prisen på hvede til at stige så landmænd i vesten ville sælge, hvilket ville betyde at der skulle transporteres en masse korn østpå, hvilket ville øge behovet for transport på Erie jernbanen.
På dette tidspunkt brugte Gould sine kontakter med præsident Ulysses S. Grant's svoger, Abel Corbin, til at prøve at påvirke præsidenten og hans personlige sekretær General Horace Porter. Disse guldspekulationer kulminerede med panikken på Black Friday, den 24. september1869, hvor præmien ovenpå den nominelle guldpris på en Double Eagle faldt fra 62 % til 35 %. Gould tjente et mindre beløb på denne operation, men tabte det på de efterfølgende retssager.
Guldspekulationen grundfæstede Goulds ry i pressen som en almægtig figur, som kunne drive markedet op og ned efter forgodtbefindende. I resten af hans liv tilskrev avisreportere ham næsten enhver udvikling i markedet, som de ellers ikke kunne forklare.
Sene karriere
Efter at være blevet tvunget ud af Erie jernbanen, startede Gould i 1879 på at opbygge en gruppe af jernbaner i Midtvesten ved at få kontrollen over fire jernbaneselskaber, herunder Union Pacific og Missouri Pacific Railroad. I 1880 kontrollerede han 16.000 km jernbane, omkring en niendedel af de samlede jernbanestrækninger i USA på det tidspunkt, og i 1882 havde han majoriteten i selskaber med 15% af landets spor. Gould trak sig tilbage fra ledelsen af Union Pacific i 1883 på grund af politiske kontroverser om dets gæld til den føderale regering, men fik en stor fortjeneste ud af det for sig selv.
Gould opnåede også en kontrollerende andel af Western Union telegraf kompagniet og efter 1881 i højbanerne i New York. Endelig var han involveret i mange af de største finansoperationer indenfor jernbaneindustrien fra 1868-1888. Under den store jernbanestrejke i det sydvestlige USA i 1886 hyrede han strejkebrydere og ifølge fagforeningsledere hævdede han da: "Jeg kan ansætte halvdelen af arbejderklassen til at dræbe den anden halvdel."
Arv
Gould døde af tuberkulose den 2. december1892 og blev begravet på Woodlawn Cemetery i Bronx, New York. Hans formue blev forsigtigt sat til 72 mio. dollar af skattehensyn. Selv om han havde givet penge til velgørenhed siden 1870-erne testamenterede han hele sin formue til sin familie. Ved sin død var Gould godgører ved renoveringen af den Reformerte kirke i Roxbury, som nu hedder Jay Gould Memorial Reformed Church.[1] Familiens mausoleum blev udformet af Francis O'Hara (1830-1900) fra Irland.
Et Duke Tobacco cigaret kort som viser Gould's involvering i jernbaner, aktier og telegrafi
I sit liv og i 100 år efter havde Gould et fastslået ry som den mest skrupelløse af det 19. århundredes amerikanske forretningsmænd – Røverbaronerne. Ofte lod han sine rivaler tro, at han var slået for så at pege på et juridisk eller kontraktuelt smuthul, som fuldstændig ændrede situationen til hans fordel.
Han var den første som anvendte den nu almindelige praksis med at erklære sig bankerot som en strategisk manøvre. Han havde ikke noget imod at bruge kursmanipulation og insider handel (som dengang var lovlig, men ildeset) til at skabe kapital og for at gennemføre eller forhindre fjendtlige overtagelser. Derfor var der mange samtidige forretningsfolk, som ikke stolede på Gould og ofte udtrykte foragt for hans tilgang til forretning. Alligevel betegnede John D. Rockefeller han som den dygtigste forretningsmand han nogensinde havde mødt.
Aviserne i New York offentliggjorde mange rygter om Gould, som hans biografer videregav som sandhed. F.eks. påstod de, at Gould drev sin partner Charles Leupp i garverivirksomheden til selvmord. Rent faktisk havde Leupp perioder med mania og depressioner, som psykiatere i dag ville sige tydede på maniodepressivitet, og hans familie vidste at det var dette og ikke hans forretningsforhold, som drev ham i døden.
Disse biografer portrætterede Gould som en parasit som trak penge ud af forretninger og ikke interesserede sig for at forbedre dem. Han blev ofte mistænkt for at være jøde på grund af sit navn og blev afbildet i antisemitiske karikaturer, selv om han var født presbyterianer og giftede sig med en episkopaler.
Nyere biografer, herunder Maury Klein og Edward Renehan har gransket Goulds karriere med større fokus på de primære kilder. De har konkluderet, at fiktion ofte overdøvede fakta i de tidligere beretninger, og at trods sine metoder var Goulds mål i reglen konstruktive.
