Kongeriget England har ingen bestemt dato for sin grundlæggelse. Kongeriget kan spore sin oprindelse helt tilbage til det såkaldte heptarki, der var følgende syv små kongeriger: Øst Anglia, Essex, Kent, Mercia, Northumbria, Sussex og Wessex.
Kongerne af Wessex begyndte at blive dominerende over de andre kongeriger i løbet af det 9. århundrede. Egbert af Wessex formåede i en kort periode allerede fra 829 til 830 at samle en magt, der kunne sammenlignes med magten som én suveræn konge over alle de engelske riger, men ellers er det normalt først fra Alfred den Store at kongerne af Wessex begynder at titulere sig som mere end blot konger af Wessex. Fra ca. 886 begynder Alfred i hvert fald tillige at bruge titlen "konge af angelsakserne" (rex Anglorum Saxonum). Under Alfreds efterfølgere udvider Wessex sit territorium, indtil Alfreds sønnesøn, Adalstein, i 927 afslutter denne proces med erobringen af Northumbria og derefter begynder at bruge titlen Rex Anglorum - Konge af England.
Alfreds søn, Edvard den Ældre, som regerede 899 – 924 overgik sin fars militære bedrifter ved at udvide sit herredømme til at inkludere Danelagen. Hans søster Ethelfledas død i 918 resulterede i, at han tilranede sig magten over Mercia fra sin niece Aelfwynn i 919.
I 927 faldt det sidste af kongerigerne fra den mørke middelalder, Northumbria, til Wessex-kongen Athelstan, en søn af Edvard den Ældre. Han var den første til at herske over et samlet England (ikke den første de jure, men afgjort den første de facto).
England er forblevet en politisk enhed siden da.
Svend blev udråbt til konge af England i 1013 på trods af, at Æthelred 2. også bar titlen som konge af England. Da Svend døde 2. februar1014, fortsatte hans søn, Knud den Store, krigen.
Æthelred 2. døde 23. april1016. Hans søn, Edmund 2. af England, blev snart besejret af Knud. Knud accepterede at herske over landet side om side med Edmund 2., men denne døde 30. november 1016 og efterlod England under dansk styre.
Det danske herredømme fortsatte indtil Hardeknuds død 8. juni1042. Hardeknud var søn af Knud og Emma af Normandiet, Æthelred 2.'s enke. Hardeknud havde ingen arvinger og blev efterfulgt af sin halvbror, Edvard Bekenderen. Kongeriget England var igen uafhængigt.
Det lykkedes Vilhelm at erobre England uden yderligere modstand. Ganske vist var Edgar Ætheling efter Harold 2.'s død blevet udnævnt (men ikke kronet) til ny konge af England, men denne overgav omkring d. 1. december 1066 al magt til Vilhelm. Vilhelm planlagde dog ikke at indlemme kongeriget i sit normanniske hertugdømme. Som hertug ville Vilhelm være forpligtet til at aflægge troskabsed til Filip 1. af Frankrig. Som uafhængig konge af England kunne han herske uden de franske konges indblanding. Vilhelm blev kronet som konge af England 25. December 1066.[a]
Kongeriget England ville forblive en personlig sammenslutning indtil 1204 hvor kong John af England (kendt som Johan uden land), 4. generations efterkommer af Vilhelm, mistede den kontinentale del af hertugdømmet til Filip 2. af Frankrig. Resterne af hertugdømmet forblev under Johns og hans efterkommeres herredømme. De er i dag kendt som Kanaløerne.
I mellemtiden beholdt Wales det administrative system, der havde været aktivt siden før det 13. århundrede. Den anden Tudor-monark, Henrik 8. af England, ændrede dette ved Unionslovene 1536-1543. Wales var ikke længere et len, men blev annekteret ind i England. Den nye del af kongeriget skaffet også nye repræsentanter i det engelske parlament.
Huset Tudor endte med dets sidste monark, Elizabeth 1. af Englands, død 24. marts1603. Arveretten til Kongeriget England overgik herefter til Elizabeths nærmeste mandlige slægtning, der var kong James 6. af Skotland. De to britiske kongeriger blev herefter regeret samlet i en personalunion under en monark indtil 1707.
Den sejrrige general endte med at vende sig mod republikken og oprettede et styre kendt som Protektoratet med ham selv som øverste protektor indtil hans død 3. September1659. Han blev efterfulgt af sin søn, Richard Cromwell. Men der udviklede sig et anarki da Richard viste sig ude af stand til styre landet. Han fratrådte sin stilling og trak sig tilbage til ubemærkethed. Statssamfundet blev genoprettet, men viste sig ustabilt. Den landsforviste Charles 2. af England blev genindsat på tronen i 1660 i den engelske genopbygning.
Den nuværende monark over Storbritannien, Elizabeth 2., er den moderne efterfølger til de gamle konger og dronninger af England. Titlen dronning (og konge) af England er dog ikke blevet brugt siden 1707 og er ukorrekt, når den bruges om hendes i folkemunde. Elizabeth kan spore sine aner tilbage til kongerne af Wessex fra det 1. årtusinde foruden hertugerne af Normandiet, der tiltog sig magten i England i 1066 samt til Svend Tveskæg fra Danmark, der kortvarigt var engelsk konge 1013–1014 og til Harold 2., der kortvarigt var konge i 1066.
^I årene 1013–1066 havde England således på skift været regeret af fire af hinanden stort set uafhængige slægter. Fra 1603 og fremefter har de engelske og senere britiske monarker været efterkommere af samtlige disse fire slægter.