Ligbrænding er at brænde et lig og kaldes også kremation eller kremering.
Ligbrænding foretages normalt i et krematorium. Et krematorium kaldes også bålvi eller bålhus.
Størrelsen på krematorieovnen styrer hvor store kister, der kan brændes, så enkelte krematorier har måttet afvise kister der var for store.
Ligbrænding i Danmark
I Danmark trådte den første lov om ligbrænding i kraft i 1892, hvor man dog kun kunne blive brændt, hvis man var medlem af Dansk Ligbrændingsforening. Foreningen blev stiftet i 1881 på grund af frygten for den smittefare, de døde kunne bære på grund af koleraepedemi rundt om i Europa, dårlige kirkegårdsforhold og kloaksystemer. Den første lovlige ligbrænding fandt sted i 1893, men først i 1975 blev ligbrænding lovmæssigt ligestillet med jordbegravelse.
Størstedelen af den danske befolkning bliver kremeret når de dør.[1] Enten har de selv valgt dette eller deres nærmeste pårørende, som står for planlægningen af begravelsen/bisættelsen, vælger for dem.
For hele den danske befolkning gælder det ca. 77 procent, mens det gælder hele 90 procent i større byer.
Ligbrænding i de tyske koncentrationslejre
Da udryddelsen af mennesker blev industrialiseret med Zyklon B blev ligbrænding effektiviseret af firmaet Topf & Söhne.
^Schnabel, Laura Elisabeth (2010-01-20). "Fra menneske til aske". Kristeligt Dagblad. Kristeligt Dagblad. s. 1. Hentet 2013-07-16. Fakta. Tal på døden. Hvert år dør 60.000 danskere. De fleste bliver kremeret - i 2008 knap 41.800.
