Tranborg er venstrehåndet og spiller højre back. Blandt hendes styrker er en højde på minimum 192 cm (196 cm ifølge hendes pas).[1][2] Hun fik sit gennembrud i SK Aarhus, hvor hun som den første nogensinde fik dispensation til at spille seniorhåndbold i Danmark som 16-årig.[3]
Inden sæsonstarten 2017-18 skiftede hun til Odense Håndbold.[2] Her var hun en af de bærende spillere på holdet, indtil hun blev korsbåndsskadet i februar 2019, hvilket krævede en længere pause.[4] Hun kom ikke i kamp for Odense igen da hun i sommeren 2020 skiftede til Team Esbjerg.
Hun blev kåret som Årets Kvindelige Talent for sæsonen 14/15.[5]
Landshold
Tranborg spillede på U/18-og U/20-ungdomslandsholdene,[6] inden hun fik debut på det danske A-landshold i en EM-kvalifikationskamp mod Ukraine i juni 2014.[7] Hun blev snart fast spiller på holdet og har deltaget i EM 2016 og 2018 samt VM 2017.