Oscar Thorvald Bloch (15. november 1847 i København – 19. juni 1926 i Hellebæk) var en dansk læge og forfatter. Han var søn af grosserer Jørgen Peter Bloch og Ida Emilie Ulrikke Henriette Weitzmann. Hans brødre var kendt fra andre områder:
Biografi
Han dimitterede 1866 fra Borgerdydskolen i København og tog 1872 lægeeksamen. I 1886 blev han ansat som docent i klinisk kirurgi ved universitetet, og i samme forbindelse blev han ansat som overkirurg ved Frederiks Hospital. Denne stilling bestred han indtil 1904, hvor han overgik til at være professor i klinisk kirurgi.
Bloch blev Ridder af Dannebrogordenen 1891, Dannebrogsmand 1902, Kommandør af 2. grad 1905 og af 1. grad 1911.
Han er begravet på Assistens Kirkegård.
Bibliografi
Af kendte værker kan nævnes:
- Om Døden. Dette værk blev udgivet i to bind i 1903. Første bind beskriver de forskellige dødsårsager, mennesker udsættes for, og andet bind giver en lang række eksempler på menneskers død fra både litteraturen og fra Blochs egne observationer.
- Om Slangen. Værket var planlagt til at bestå af to bind, men andet bind blev aldrig udgivet.
- H V Bissen og hans hjem. Breve og erindringer 1857-68. Bogen blev udgivet i 1927 – altså et år efter Blochs død. Bogen rummer ikke kun en levende skildring af det hjem, Bloch kom hyppigt i som barn. Den må også betegnes som delvist selvbiografisk.
- Chirurgien er et værk i 11 bind, som blev udgivet i 1905-16, og som baserer sig på Blochs forelæsninger. Bøgerne er udstyret med talrige illustrationer. Hvert bind omhandler en specifik del af menneskets krop, men tilsammen danner de ikke et fuldstændigt menneske. Trods sin ufuldstændighed er værket værd at læse, da det ud over at give en grundig beskrivelse af de læsioner, de syge og tilskadekommende patienter har, er skrevet i et nøjagtigt og forståeligt sprog, der som altid med Bloch er velovervejet og underholdende.
Eksterne henvisninger
| Spire
| |