S-SF gik ind i valgkampen med programmet Fair Løsning som valgoplæg, mens R havde givet sin tilslutning til tilbagetrækningsreformen.[8] Trods dette blev de fire partier i opposition betegnet som "rød blok" i medierne, med den "blå blok" (Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance) som modstandere. De fleste meningsmålinger op til valget forudsagde et relativt klart flertal til rød blok;[3] valgets udfald blev imidlertid mere tæt end forventet, men dog tilstrækkeligt til at forøge rød bloks mandattal i Folketinget med 8 mandater til 89. For at kunne danne regering kræves, at der ikke er et flertal imod, såkaldt negativ parlamentarisme, hvilket i praksis normalt udlægges, som at man skal have en politisk alliance med mindst 90 mandater i ryggen. Rød blok fik imidlertid to støttermandater valgt ind i Folketinget fra Grønland og en fra Færøerne,[9][10] hvilket samlet set gav dem et flertal med 92 mandater mod blå bloks 87.
Regeringsgrundlaget
Efter 16 dages forhandlinger fremlagde Socialdemokraterne (S), Socialistisk Folkeparti (SF) og Radikale Venstre (R) et fælles regeringsgrundlag, som blev offentliggjort den 3. oktober 2011. Heri annonceredes en helhedsløsning for dansk økonomi, der skulle skabe balance i statens finanser senest år 2020, bl.a. ved at styrke konkurrenceevnen og skabe 135.000 nye arbejdspladser. [11] Blandt forudsætningerne var, at tilbagetrækningsreformen blev accepteret af S og SF, mens R opgav sin modstand mod 24-års-reglen. [11] Blandt de øvrige mål i regeringsgrundlaget var investeringer i ny teknologi inden for energiområdet, en udbygning af de videregående uddannelser og forbedrede forhold for asylansøgere.[11]
Under Folketingets åbningsdebat den 4. oktober 2011 anklagede den nye opposition med Venstre i spidsen S og SF for at have begået løftebrud i forhold til de garantier, man havde givet vælgerne under valgkampen.[12]Enhedslisten udtalte sig også stærkt kritisk om regeringsgrundlaget, således at der opstod tvivl om, hvorvidt de annoncerede reformer kunne opnå flertal i Folketinget.[13]
Ændringer i ministerier og styrelser
Ved den kongelige resolution af 3. oktober 2011[14] skete der en række ændringer i forhold til den tidligere regering.
Nyt Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter og nyt Økonomi- og Indenrigsministerium
Efter et intenst forhandlingsforløb opnåede regeringen en aftale med Enhedslisten om finansloven, som blev offentliggjort den 20. november 2011. Dette forlig omfattede øgede offentlige udgifter i størrelsesordenen ca. 10 mia. kr. i 2012.[16] Finansloven for 2012 opererede med indtægter på 605 milliarder kr. og udgifter for 700 mia. kr., hvilket gav et underskud på 95 mia. kr.[17][18] Den endelige vedtagelse i Folketinget af finansloven for 2012 foregik den 20. januar2012, hvor 109 af de fremmødte stemte for, mens 5 (fra Liberal Alliance) hverken stemte for eller imod.
Betalingsringen
I regeringsgrundlaget var etableringen af en betalingsring om København et væsentligt element. Efter en intens offentlig debat, som gav store tilbagegange i meningsmålingerne for S og SF, opgav regeringen at gennemføre betalingsringen, angiveligt fordi den havde lyttet til befolkningens reaktioner.[19] Indtægterne fra betalingsringen skulle have finansieret forbedringer i den kollektive trafik, men disse blev ifølge et lovforslag af 29. februar 2012 i stedet finansieret ved at stramme beskatningen på leasede biler.[20]
Arbejdsmarkedet
Regeringen havde som erklæret mål at nedbringe antallet af danskere på overførselsindkomst, samtidig med, at den ville skabe nye arbejdspladser. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen varslede i november 2011 denne forbindelse seks nye initiativer:
En sygedagpengereform.
En dagpengereform.
En kontanthjælpsreform.
En reform af den aktive beskæftigelsespolitik.
En førtidspensionsreform.
En reform af fleksjob-ordningen.
Alle disse reformer skulle ifølge ministeren indgå i finansloven for 2013[21] Tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) var yderst skeptisk og forudså, at reformerne stik mod den angivne hensigt kunne føre til øget ledighed.[21]
Reformforslagene blev udskudt til en "forårspakke", der skulle forhandles i Folketinget i foråret 2013.
Danmark i arbejde
Danmark i arbejde var titlen på den skattereform, som skatteminister Thor Möger Pedersen bebudede i februar 2012. Målsætningen var at lette beskatningen af personer, mens finansieringen af en øget indsats mod ledighed skulle ske ved at beskære bl.a. ydelserne til fleksjob og adgangen til førtidspension.[22]Enhedslisten kritiserede i skarpe vendinger den planlagte finansiering af reformerne, som regeringens støtteparti betegnede som "unødigt bureaukrati [der] gør dem, som står udenfor (arbejdsmarkedet) fattigere".[23] Ved forelæggelsen af reformen den 29. maj 2012 understregede Helle Thorning-Schmidt, at skattelettelser for alle, der er i arbejde, ville øge både arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Reformen brød delvis med principperne bag flexicurity og blev af velfærdsforskeren Jørgen Goul Andersen vurderet således:
"Flexicurity er hovedsagelig fortid, og det her er så lige et yderligere søm i kisten" [24]
Det samlede udspil ville fuldt gennemført i 2020 give en skattelettelse på ca. 13 mia. kr, mens overførselsindkomsterne ville blive forringet med ca. 4 mia. kr i samme periode. [25] Forslaget blev af Venstre betegnet som "løftebrud" og medvirkede til den for Socialdemokratiets vedkommende hidtil dårligste meningsmåling.[26]
Efter et dramatisk forløb, hvor Enhedslisten troede, at en aftale med regeringen var forhandlet på plads, gik Venstre i realitetsforhandlinger. Forhandlingerne resulterede i en rammeaftale mellem regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti.[27] Enhedslistens politiske ordfører Johanne Smidt Nielsen reagerede med at udtale:
"Enhedslistens tillid til regeringen er på nuværende tidspunkt ikke eksisterende. Vi er ikke længere støtteparti for denne her regering. Vi er i opposition."[28]
Denne udmelding kommenterede Henrik Sass Larsen bl.a. med at meddele, at regeringen foretrækker at forhandle reformer med de borgerlige partier frem for at underkaste sig "et ekstremt parti".[29]
Kontroverserne mellem regeringen og dens støtteparti blev midlertidig bilagt, da parterne indgik en finanslovsaftale for finansåret 2013, hvor der bl.a. blev afsat økonomiske midler til uddannelsestilbud til de ledige, der ville falde for de nye dagpengeregler i foråret 2013. [30] Et nyt forslag fra regeringen om skattelettelser til erhvervslivet og besparelser på bl.a. SU og kontanthjælp, fremsat i februar 2013, førte til fornyede protester fra Enhedslisten, men også en række fremtrædende socialdemokrater og SF'ere gjorde indsigelser. Blandt andre udtrykte børne- og ungdomsborgmesteren i Københavns kommune, Anne Vang, sin skuffelse over og protest mod forslagene.[31]
Regeringen fremlagde for Folketinget et forslag til vækstplan, som efter forhandlinger, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fik medindflydelse, blev vedtaget den 24. april 2013 af alle partier i Folketinget, bortset fra Enhedslisten og for anden dels vedkommende Dansk Folkeparti[32][33] Vækstpakken gav skattelettelser til erhvervslivet og indebar besparelser på bl.a. kontanthjælp og SU.[34] Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten betegnede kontanthjælpsreformen som en "fattigdomsydelse".[35]
Indgreb i lockout
Den 25. april 2013 indkaldte statsministeren til pressemøde kl. 10.00, hvor hun redegjorde for et forslag fra regeringen om et lovindgreb i Lærerlockouten 2013. Forslaget blev forelagt af beskæftigelsesministeren og offentliggjort samme eftermiddag på Folketingets hjemmeside. [36]
Fredag den 26. april vedtog et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance lovforslaget.
Regeringsrokaden i august 2013
Fredag den 9. august2013 præsenterede Helle Thorning-Schmidt en større rokade, der omfattede seks ministerier og indebar, at daværende transportminister Henrik Dam Kristensen og daværende fødevareminister Mette Gjerskov udtrådte af regeringen.[37]
Annette Vilhelmsen afløste Karen Hækkerup som social- og integrationsminister. Børneområdet fra Christine Antorinis Børne- og Undervisningsministerium overførtes til Annette Vilhelmsens nye Social-, Børne- og Integrationsministerium.
Regeringen bestod af 22 ministre, heraf 10 fra Socialdemokraterne, 6 fra Radikale Venstre og 6 fra SF.[38] De første 7 ministre på listen var medlemmer af Regeringens Koordinationsudvalg.[39] Regeringen var historisk på flere områder: Den havde den første kvindelige statsminister (Helle Thorning-Schmidt), den yngste minister nogensinde (26-årige Thor Möger Pedersen) og den første minister af ikke-europæisk oprindelse (Manu Sareen).
^ abcAstrid Krag skiftede fra SF til Socialdemokraterne den 30. januar 2014, og Ida Auken skiftede fra SF til de radikale den 31. januar 2014 få dage før den store regeringsomdannelse ved SF's udtrædelse af regeringen.
.svg){kind=small}
