Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen er en over hundrede år gammel dansk diakonissestiftelse, der på et folkekirkeligt grundlag har påtaget sig opgaver i forhold til at yde hjælp til og omsorg for mennesker, der er udsatte eller befinder sig i svære livssituationer. Stiftelsen har lokaler på Bernstorffsvej 20 i Hellerup.
Sankt Lukas Stiftelsen etablerede i 1992 Danmarks første hospice for voksne og udvidede med et udgående hospiceteam, der tager sig af patienter i eget hjem i 1997. I 2015 åbnede Stiftelsen Danmarks første hospice til børn og unge. Desuden driver Stiftelsen et stort plejehjem, en integreret daginstitution, et specialkrisecenter for kvinder, en rådgivningstjeneste, et refugium med mere. I 2017 åbnede Sankt Lukas Stiftelsen et ny kristent bo- og levefællesskab, Lukas Fællesskabet, som en moderne videreførelse af det oprindelige søsterfællesskab.
Historien
Sankt Lukas Stiftelsen blev stiftet som søsterfællesskab af adelsfrøken Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm og pastor Vilhelm Kold fra 8. maj1900. Isabelle Brockenhuus-Løvenhielm ville gøre en forskel for fattige arbejderbørn. Isabelle indrettede arbejdsstuer i en lille lejlighed i Elmegade på Nørrebro, hvor børnene fik almen undervisning og løn for at sy, reparere og stoppe. Med årene kom der flere arbejdsgrene bl.a. en klinik for 13 patienter og en sygeplejeskole.
I 1950 var op til 350 søstre tilknyttet fællesskabet. Med tiden er antallet af søstre blev færre. Hvilket også er baggrunden af, at Sankt Lukas Stiftelsen i 2014 fik en ny ledelsesform og ansatte en direktør, men organisationen arbejder stadig på det samme diakonale grundlag.