Golden Globe (1969) Medaljen for forsvaret af Kaukasus Ridder af Æreslegionen Æreslegionen Jubilæumsmedalje "For tappert arbejde (For militær tapperhed). For fejringen af 100-året for Vladimir Lenins fødsel" med flere
Sergej Fjodorovitj Bondartjuk (russisk: Серге́й Фёдорович Бондарчу́к) (født den 25. september1920 i Bilozerka i Den ukrainske folkerepublik, død den 20. oktober1994 i Moskva i Rusland) var en sovjetisk og russisk filminstruktør, skuespiller og manuskriptforfatter. Bondartjuk var en af de ledende personer indenfor sovjetisk film i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne.[1] Han er kendt for sine historiske storfilm, herunder de internationalt anerkendte Krig og Fred i fire dele (1967) og filmen Waterloo (1970) med bl.a. Rod Steiger og Christopher Plummer i hovedrollerne.
Bondartjuk blev født i landsbyen Bilozerka (i dag i Kherson rajon, Kherson oblast i Ukraine) den 25. september 1920 i en bondefamilie. Bedstefaderen på faderens side var etnisk bulgarer og bestemoderen etnisk serber. Da Bondartjuk blev født, gjorde faderen tjeneste i Den Røde Hær.[3] Sergej Bondartjuk voksede op i byerne Jejsk and Taganrog. Hans første optræden som skuespiller fandt sted i Taganrog Teatret i 1937. Han studerede ved teaterskolen i Rostov ved Don fra 1938 til 1942. Efter afslutning af studierne blev han indskrevet i Den røde Hær, hvor han blev indsat i krigen mod Nazi-Tyskland. Han modtog medaljer for sin krigsdeltagelse og blev hjemsendt fra hæren i 1946.
Filmkarriere
Bondartjuk fik filmdebut som skuespiller i 1948 i filmen Den unge garde instrueret af Sergej Gerasimov. Han modtog i 1952 Stalinprisen for sin hovedrolle i filmen Taras Sjevtjenko og i en alder af 32 år modtog han som den ind til da yngste skuespiller i Sovjetunionen hæderen Folkets kunstner i USSR. Han spillede i 1956 sammen med sin kommende hustru Irina Skobtseva hovedrollen i den sovjetiske filmatisering af ShakespearesOthello. Han fik debut som instruktør i 1959 med filmen En mands skæbne, der opnåede international anerkendelse.[1]
Bondartjuk opnåede international berømmelse for sin filmatisering af Lev Tolstojs roman Krig og fred. Bondartjuks film, Krig og fred, tog over seks år at færdiggøre og blev udgivet i fire dele med en samlet længde på over syv timer og var den indtil da dyreste film nogensinde. Bondartjuk, der tillige spillede en af filmens hovedroller, modtog en Oscar for bedste fremmedsprogede film i 1969 for sit værk.[2] Samme år spillede han sammen med Yul Brynner og Orson Welles en af de ledende roller i den Jugoslaviske episke film Slaget om Neretva. Han instruerede sin første engelsksprogede film i 1970 med storfilmenWaterloo, der var produceret af den italienske filmproducent Dino De Laurentiis. Filmen blev en kritikersucces i Europa, men solgte dårligt.
Sergej Bondartjuk (t.v.) med Orson Welles (t.h.) i Sarajevo i 1969
Af hensyn til sin karriere i Sovjetunionen meldte han sig i 1970 ind i Sovjetunionens kommunistparti. Han blev året efter udpeget til direktør for det halv-statslige Filmfolkenes fagforening, men fortsatte sit virke som instruktør, nu med en politisk vinkel mere i overensstemmelse med regimets officielle politik, herunder med filmen Oni srazjalis za Rodinu (da.: De kæmpede for Moderlandet), der deltog i konkurrencen ved Filmfestivalen i Cannes i 1975.[4]. Han instruerede tillige storfilmen i to dele Røde klokker, der var en sovjetisk-italiensk-mexicansk co-produktion. Filmen var baseret på den amerikanske journalist John Reeds liv og dennes dækning af den mexicanske revolution. Filmen blev udsendt i USSR som Krasnye kolokola og i den spansktalende del af verden som Campanas rojas.[5] Bondartjuks film Boris Godunov fra 1986 blev vist på Filmfestivalen i Cannes samme år.[6] Han stoppede som formand for Filmfolkenes fagforening i 1986.
Bondartjuks sidste spillefilm var en engelsksproget episk filmatisering for tv af Mikhail SjolokhovsStille flyder Don med Rupert Everett i hovedrollen. Filmen blev indspillet i 1992–1993, men fik først premiere på russisk kanal 1 i november 2006[7] som følge af uenigheder over rettighedersspørgmål og kontraktforhold.
Bondartjuk modtog i 1995 posthumt en ærespris ved Moskva Internationale Filmfestival for sit arbejde for sovjetisk og russisk film.[8]
Privatliv
Han blev gift med skuespillerinden Inna Makarova, som han fik datteren Natalja Bondartjuk med i 1950. Natalja Bondartjuk blev ligeledes skuespiller og filminstruktør. Han blev gift for anden gang i 1959 med Irina Skobtseva, som han fik to børn med, skuespillerinden Jelena Bondartjuk (1962–2009) og sønnen Fjodor (født 1967), der ligeledes blev skuespiller og instruktør, og bl.a. medvirkede med faderen i Boris Godunov og opnåede succes med filmen The Ninth Legion (2005).
^Eleanor Mannikka (2010-11-01). "New York Times". Movies & TV Dept. Baseline og All Movie Guide. Arkiveret fra originalen 2012-07-12. Hentet 14. marts 2012.
