VM i fodbold 2014 var den 20. udgave af VM i fodbold, en international turnering for mænd, der blev afholdt i Brasilien fra 12. juni til 13. juli 2014.[1] Verdensmestre blev Tyskland, der i finalen besejrede Argentina 1-0.
Det var anden gang, at Brasilien afholdt verdensmesterskaberne i fodbold; første gang var i 1950. Brasilien blev uden modkandidat valgt som vært for slutrunden, efter at den internationale fodboldorganisation, FIFA, offentliggjorde, at turneringen skulle afholdes i Sydamerika for første gang siden 1978 i Argentina. Det var femte gang i alt, at VM-slutrunden blev afholdt i Sydamerika. De foregående fire gange, hvor slutrunden var blevet afholdt i Sydamerika, blev et sydamerikansk landshold verdensmestre.[2]
De 31 deltagere i slutrunden blev fundet via kvalifikationsturneringen, der begyndte i juni 2011; værten, Brasilien, var automatisk deltager. Under slutrunden blev der spillet 64 kampe i 12 byer fordelt over det meste af Brasilien på nye eller renoverede stadioner. Slutrunden indledtes med et gruppespil, hvorfra 16 hold gik videre til knockoutrunden. For første gang nogensinde blev der under slutrunden brugt mållinjeteknologi.[3]
Tyskland blev verdensmestre efter en finalesejr på 1-0 over Argentina. Tredjepladsen gik til Holland, der besejrede de brasilianske værter med 3-0. Turneringens topscorer blev James Rodriguez fra Colombia, mens Lionel Messi fra Argentina blev kåret som mest værdifulde spiller.
Valg af værtsnation
I marts 2003 annoncerede FIFA, at VM-slutrunden i 2014 ville blive afholdt i Sydamerika for første gang siden 1978. Placeringen af slutrunden i Sydamerika var i overensstemmelse med FIFA's ønske om, at værtskabet skulle gå på skift mellem de forskellige kontinenter.[4][5] Beslutningen betød, at der for første gang ville blive afholdt to slutrunder i træk uden for Europa, og at der for anden gang i træk ville blive afholdt en slutrunde på den sydlige halvkugle (Sydafrika var vært ved VM i fodbold 2010).
Fra begyndelsen ansøgte Brasilien og Colombia om værtsskabet, men Colombia trak senere sit kandiatur tilbage,[6] og af den grund kunne Brasilien uden modkandidat den 30. oktober 2007 officielt blive tildelt værtskabet af slutrunden.[7]
Følgende 32 hold - vist med deres placering på verdensranglisten før turneringen i parentes[8] - kvalificerede sig til slutrunden. Bosnien-Hercegovina var det eneste hold, som ikke havde deltaget i slutrunden før.[9]Ukraine var det højest rangerede hold (nr. 16), som ikke deltog i slutrunden.[8]
Som ved VM i fodbold 2010 skulle alle landshold udtage 23 spillere (deraf tre målmænd). Hvert deltagende landshold skulle senest 10 dage før turneringsstart opgive deres 23-mandstrup.[10] Hvert hold havde mulighed for, i tilfælde af alvorlige skader, at erstatte en spiller senest 24 timer før holdets første kamp.[10]
Værtsbyer og stadions
Den 31. maj2009 blev det tilkendegivet, hvilke 12 byer som var værtsbyer under slutrunden.[11]
Hvert af de 32 hold valgte en base som hjem- og træningssted før og under turneringen. Den 31. januar 2014 annoncerede FIFA baserne for hvert af de deltagende hold,[12] efter tidligere at have uddelt en brochure med 84 mulige lokationer.[13] Kun fem hold valgte at bosætte sig i det nordlige Brasilien.[14]
For at undgå fejlkendelser ved mål blev der introduceret mållinjeteknologi. Det var den fjerde FIFA-turnering, hvor teknologien blev anvendt, efter succes ved FIFA Club World Cup 2012, FIFA Club World Cup 2013 og Confederations Cup 2013. Det tyske firma GoalControl blev udvalgt som turneringens officielle leverandør af mållinjeteknologi.[18] Teknologien kom første gang i anvendelse ved en tvivlssituation, da Frankrig scorede sit andet mål mod Honduras; her viste teknologien, at bolden var helt over målstregen, hvorpå dommeren fik et signal og derfor kunne dømme mål.[19]
Efter flere vellykkede forsøg tidligere introducerede FIFA også markeringsspray ved VM i fodbold 2014. Den vandbaserede spray, der forsvinder efter få minutter, bruges til at markere den korrekte afstand mellem stedet, hvorfra bolden skal sparkes af det angribende hold, og det forsvarende holds spillere (der typisk opstiller en såkaldt mur).[20]
AdidasBrazuca var den officielle kampbold i turneringen.[21][22][23] Adidas udviklede et nyt design af bolden efter kritik af Adidas Jabulani, som var anvendt ved forrige VM. Antallet af paneler på bolden blev reduceret til seks.
Vandpauser
Grundet de relativt høje temperatur i Brasilien, især på de nordlige stadioner, blev der introduceret mulighed for at holde vandpauser.[24] Pauserne blev afholdt på dommerens skøn efter cirka 30 minutter af første og anden halvleg i de tilfælde, hvor temperaturen var på mindst 32 °C.
Den første vandpause fandt sted efter 39 minutter i kampen mellem USA og Portugal i Gruppe G. Ved starten af kampen var temperaturen 30 °C med 66 % luftfugtighed.[25]
Anti-doping
Det biologiske pas blev introduceret til VM i fodbold 2014. Blod og urin blev indsamlet fra alle spillere før slutrunden, og desuden blev to spillere fra hvert hold undersøgt efter hver kamp. Prøverne blev analyseret af Swiss Laboratory for Doping Analyses.[26] FIFA rapporterede, at 91,5 % af alle spillere var blevet testet før slurtundens start, og ingen af dem var blevet testet positive for doping.[27]
Gruppespil
Alle tidspunkter nævnt nedenfor er angivet i den officielle Brasília-tidszone.(UTC−3). [28][29]}} De danske starttidspunkter var fem timer senere.
^"Rotation ends in 2018". FIFA.com (Fédération Internationale de Football Association). 2007-10-29. Arkiveret fra originalen 28. december 2014. Hentet 12. juni 2014.
^ ab"FIFA/Coca-Cola Rankings". FIFA.com (Fédération Internationale de Football Association). 2014-06-05. Arkiveret fra originalen 11. juni 2014. Hentet 2014-06-11.
^"1 day to go". FIFA.com (Fédération Internationale de Football Association). 2014-06-11. Arkiveret fra originalen 15. juli 2014. Hentet 13. juni 2014.
^Dette er tidszonen for ti af de tolv stadioner; de sidste to, Cuiabá og Manaus, ligger i Amazon-tidszonen (UTC−4), derfor havde kampe spillet på disse to stadioner lokalt startstidspunkter en time tidligere end de tider, der er angivet i beskrivelserne.