Henrik flygtede efter drabet på sin far i 1066 med sin mor til Danmark og voksede op der. Hans morbror, Erik Ejegod, der underkuede venderne og indtog deres hovedfæstning i Holsten, Oldenburg, hjalp Henrik til herredømme over vestvenderne. HøvdingenKruto - som havde dræbt Henriks far under oprøret efter Godskalks brutale forsøg på at indføre kristendommen[2] - blev dræbt ved forræderi, og Henrik giftede sig med hans enke. Men da Henriks anden morbror, kong Niels, ikke ville tilkende ham hans mødrene arv, blev Henrik Danmarks fjende, gjorde indfald over grænsen og sendte sine skibe ud på togt i dansk farvand.
Henrik og Knud Lavard
Kong Niels angreb de vendiske vagriere i Holsten; men Henrik havde bestukket den sønderjyske jarl Eliv i Slesvig, der skulle komme kong Niels til undsætning med sit rytteri. Eliv jarl blev derfor hjemme, og i slaget ved Ljutka led den danske hær et stort nederlag, formentlig i 1113. Henrik hærgede endnu mere; men endelig fik han i 1115 en overlegen modstander i sin fætter, den unge Knud Lavard, der blev grænsejarl og ved lynsnare ryttertogt gjorde Henrik utryg i hans eget land. Snart søgte Henrik derfor fred, og Knud tilkendte ham til gengæld hans mødrene gods i Danmark. Henrik og Knud Lavard havde fra da af et venskabeligt forhold, og der blev ro ved sydgrænsen.[3]
Ved et forbund med hertug Lothar af Sachsen havde Henrik imidlertid udvidet sit herredømme mod øst, besejret venderne i Brandenburg og gjort et togt til Rügen for at hævne drabet på sin søn. I sine sidste år modtog han missionærenSkt. Vicelin, men - med tanke på sin fars skæbne - opmuntrede han ikke missionen. Han døde i 1127 og efterlod sig to sønner, Zventopolk og Knud. De kom i indbyrdes strid, og Knud blev dræbt. Men snart efter blev Zventopolk dræbt af en holstener; og da også hans søn Zvinike blev myrdet i 1129, fik Knud Lavard herredømme over Henriks områder.[4]
