Margrete 1.

For den danske biografiske spillefilm, se Margrete den Første (film fra 2021)

Margrete I
Fuldmægtig Frue og Husbonde og ganske rigens af Danmark formynder
Regerede	10. august 1387 – 28. oktober 1412 (formynder for Erik af Pommern fra 1396) de jure og de facto regent fra 3. maj 1376
Forgænger	Oluf 2.
Regent	Margrete I (formynder for Erik af Pommern fra 1396)
Efterfølger	Erik af Pommern
Mægtig Frue og ret Husbonde af Norge Regerede: 2. februar 1388 – 28. oktober 1412 Forgænger: Olav IV Håkonsson (Oluf 2.) Regent: Margrete Valdemarsdotter Efterfølger: Erik af Pommern
Fuldmægtig Frue og ret Husbonde af Sverige Regerede: 22. marts 1388 / 24. februar 1389 – 28. oktober 1412 Forgænger: Albrecht af Mecklenburg Regent: Drottning Margareta Efterfølger: Erik af Pommern
Ægtefælle	Håkon 6.
Børn	Oluf 2. Erik af Pommern (adoptivbarn) Katarina af Pommern (adoptivbarn)
Fulde navn	Margrete Valdemarsdatter
Hus	Jellingdynastiet
Far	Valdemar Atterdag
Mor	Dronning Helvig
Født	Marts 1353 Søborg Slot
Død	28. oktober 1412 Flensborg Fjord
Hvilested	Sorø Klosterkirke 1412, men siden flyttet til Roskilde Domkirke 1413
v d r

Margrete I (Margrete Valdemarsdatter; født i marts 1353 på Søborg Slot, død 28. oktober 1412 i Flensborg^[1]) var regent af Danmark (1375-1412) og dronning af Norge (1363-1380) og af Sverige (1363-1364) i sit ægteskab med Haakon 6. af Norge, men regerede senere kongerigerne i sin egen ret og tituleres i dag som dronning af Danmark, Norge og Sverige, i alle tre kongeriger^[2][3][4]; dog har der igennem tiden hersket tvetydige opfattelser af hendes specifikke titler.

Margrete etablerede igennem ambitiøse politiske bestræbelser Kalmarunionen, der dækkede over Skandinavien såvel som Norden i over et århundrede.^[5][6]

Margrete var kendt som en vis, energisk og kapabel leder, der fik tilnavnet "Semiramis over Norden",^[7] eller "kvindelig konge". Selvom det sidste var et spottende øgenavn opfundet af hendes rival Albrecht af Mecklenburg,^[8] så blev det bredt anvendt til at beskrive hendes evner.^{[9][10][11][12]}

Hun var den yngste datter af Valdemar Atterdag og blev født på Søborg Slot. Hun var en praktisk og tålmodig administrator og diplomat,^[13] omend hun havde høje forventninger og en stærk vilje, som havde til hensigt at forene Skandinavien under den samme krone for at kunne modstå og bekæmpe Hanseforbundet.^[14] Hun efterlod sig ingen biologiske arvinger,^[15][16][17] idet hendes eneste søn døde ung. Nogle historikere mener dog, at hun havde en uægte datter med Abraham Brodersson.^[18] Margrete blev efterfulgt en række mindre kompetente monarker på trods af hendes forsøg på at uddanne sin arving, Erik af Pommern, og hans brud, Philippa af England. Særligt Philippa var en dygtig elev, som dog døde i en ung alder. Det endte med, at den union, som Margrete havde kæmpet så hårdt for, efter fem unionskonger gik i opløsning.

Nogle historikere har kritiseret Margrete for at favorisere Danmark og være for autokratisk, selvom hun generelt er højt anset i Norge og respekteret i Danmark og Sverige. Hun blev beskrevet i et negativt lys af samtidige religiøse krøniker, da hun ikke var bange for at undertrykke kirken for at styrke kronens magt.^{[19][20][21][22][23][24]}

I Danmark er hun kendt som Margrete 1. for at adskille hende fra Margrethe 2., som valgte at tage navnet Margrethe 2. for at anerkende sin forgænger.^[25]

Margrete blev født i marts 1353 på Søborg Slot, som det sjette og yngste barn af Valdemar Atterdag og dennes hustru, Helvig af af Slesvig.^[26] Hun blev døbt i Roskilde af Biskop Henrik Gertsen, og således står der skrevet i den samtidige årbog Sjællandske Krønike om fødslen:

	I 1353 fødte dronningen en datter, som den ærværdige hr. Henrik, biskop i Roskilde, holdt over dåben, og hun fik navnet Margrete
Den Sjællandske Krønike

Margrete var Valdemar og Helvigs sjette og yngste barn. Tre af børnene døde dog allerede som små, heriblandt en pige, der også hed Margrete. Denne 'første' Margrete var kun få år gammel, da hun blev udset til en politisk rolle, idet hun blev trolovet med den mecklenburgske hertugsøn Henrik. Men hun døde ca. 1350, og rollen som vordende brud overgik da i stedet til hendes treårige søster Ingeborg.^[27]

Navnet Margrete, der var gammelkendt i kongeslægten, har åbenbart ligget kongeparret på sinde, siden de i 1353 sørgede for at, at der atter kom en prinsesse af det navn i den kongelige børneflok. Den vedholdende navngivning skyldtes måske, at Valdemar ønskede at mindes sin søster af samme navn, der havde været gift med markgrev Ludvig af Brandenburg, og som døde i 1340. Hos søsteren og hendes mand i Brandenburg - og hos hendes svigerfar den tyske kejser Ludvig af Bayern - havde Valdemar tilbragt store dele af sin barn- og ungdom, og havde altid været hans trofaste støtter.^[28]

Sverige og Norge havde siden 1319 været forenede under kong Magnus Eriksson. I sit ægteskab med den flamske hertugdatter Blanche af Namur (død 1363) fik han de to sønner Erik (1339-59) og Håkon (1340-80), hvoraf sidstnævnte allerede i 1355 fik overladt Norge som faderens medkonge. Storebroderen Erik fik i første omgang ikke noget, og det var nok medvirkende til hans oprør mod faderen i 1357, hvor han gjorde sig til herre over store dele af Sverige. Håkon tog faderens parti mod sin bror, i kulissen ventede kong Valdemar.^[29] Også han ville gerne tilbyde sin assistance i denne så svære stund for den engang så magtfulde svensk-norske konge, og i 1359 mødtes han med Magnus og Håkon i København. En aftale blev indgået, og som besegling af den gode samarbejdsånd blev den seksårige Margrete hentet til og trolovet med den norske teenager-konge. I første omgang blev det ved den symbolske handling, men juridisk var trolovelsen en bindende aftale.^[26] Med den i ryggen gik Valdemar samme år på krigstogt til Skåne. Da skete det uventede, at den svenske oprørskonge Erik Magnusson døde blot 20 år gammel. Dermed forsvandt den umiddelbare årsag til den svenske borgerkrig – og samtidig kølnedes Magnus Erikssons interesse i alliancen med kong Valdemar betragteligt.^[26][30]

Margretes ægteskab var således en del af den nordiske magtkamp.

Ikke alle var dog lige begejstrede for trolovelsen og den hellige Birgitta betegnede i et brev til paven aftalen som en "barneleg med dukker".^[26] Målet med ægteskabet for kong Valdemar var da også at få Skåne, som siden 1332 havde været pantsat til Sverige, tilbage til Danmark.^[30] Ifølge samtidige krøniker^{[kilde mangler]} indeholdte ægteskabsaftalen en aftale omkring udleveringen af Helsingborg Slot, men det var ikke nok for kong Valdemar som i juni 1359 angreb med en stor hær over Øresund og inden længe havde besat Skåne.^[30] Angrebet var officielt for at støtte kong Magnus mod Kong Erik, men i juni 1359 døde kong Erik imidlertid, hvilket betød at magtbalancen blev ændret og alle aftaler mellem kong Magnus og kong Valdemar opsagt, inklusive ægteskabsaftalen mellem Margrete og Håkon.^[30]

Dette fik dog ikke Valdemar til at trække sig fra Skåne. Han fortsatte sine erobringer på øen Gotland i Østersøen.^[30] Visby, som var befolket af tyskere og var hovedbyen på øen samt nøglen til herredømmet over Østersøen.^[30] Den 27. juli 1361 udkæmpedes et stort slag mellem en veludrustet dansk hær og et opbud af lokale gotlandske bønder.^[30] Tyskerne deltog ikke i slaget, som danskerne vandt, hvorefter de indtog Visby.^[30] Kong Magnus og Hansestæderne kunne dog ikke sidde den provokation overhørig og der blev da også straks iværksat en handelsblokade mod Danmark samt opnået enighed omkring en stor militæraktion.^[31] Samtidigt indledte Kong Magnus forhandlinger med Henrik af Holsten omkring et giftermål mellem Håkon og sidstnævntes søster Elisabeth.^[31] Den 17. december 1362 sejlede et skib af sted med Elisabeth med kurs mod Sverige.^[31] En storm betød dog at skibet blev slået ind på Bornholm, hvorfra Elisabeth blev ført til ærkebispen af Lund, som erklærede at brylluppet var et brud på kirkeretten, da Håkon allerede havde været forlovet med Margrete.^[31] De svenske og hanseatiske hære havde ikke meget mere held og de endte med at trække sig tilbage fra deres belejring af Helsingborg.^[31] Efter dette blev der indgået en våbenstilstand med Hansestaterne og Kong Magnus opgav krigen.^[32] Det betød at ægteskabet mellem den nu 10-årige Margrete og kong Håkon igen var aktuelt.

Ægteskabet mellem Håkon og Margrete skal ses som en slags forbundstraktat, og Margrete er sandsynligvis forblevet i Danmark et stykke tid efter brylluppet.^[32] Inden længe blev hun dog ført til Akershus i Oslofjorden.

Margrete blev gift 9. april 1363 i København med Håkon 6. af Norge^[33]

Den unge dronning forlod sine forældre, som så mange andre herremændsdøtre og prinsesser har måttet gøre før og efter, og drog til sit nye land.

Her blev hun opdraget af hofmesterinde Merete (også kaldt Märta) Ulvsdatter, der var gift med Knut Algotsson ^(sv), en af Magnus Smeks trofaste tilhængere.^[34] Merete Ulvsdatter ^(sv) selv, var en en fornem adelsdame og datter af den hellige Birgitta.^[34] Ifølge en klosterkrønike blev Margrete opdraget sammen med Merete Ulvsdatters datter Ingegerd, og opdragelsen har sandsynligvis lagt vægt på religion herunder nok tillige regentens pligter som en guddommelig repræsentant på Jorden og på de ting Margrete skulle have kendskab til som kvinde og dronning.^[35][34] De boglige studier har sandsynligvis været begrænsede, men det formodes at hun udover at læse og skrive også har fået undervisning i de generelle politiske forhold.^[34]

Denne opdragelse har sandsynligvis sat sig eftertrykkelige spor; livet igennem var Margrete ivrig tilhænger af Birgitta som hun havde held med at få saligkåret af Pave Bonafacius 9. i 1391. Margrete grundlagde Birgitta-klostre i både Maribo (Maribo Kloster) og Mariager (i dag Mariager Kirke), og hun blev indviet som passiv søster blandt denne ordens nonner.^[36]

Margretes voksne ægtemand, Håkon, har næppe tilbragt mere tid sammen med sin barnebrud end højst nødvendigt. Han havde også en del andet at tænke på, for i 1363-65 gjorde en kreds af svenske stormænd oprør og indkaldte kong Magnus' svoger, mecklenburgeren Albrecht som ny svensk konge. Ved et slag i marts 1365 blev Magnus taget til fange, og Håkon undslap hårdt såret. Kampene fortsatte de følgende år, men Håkon kom aldrig igen til at vinde magten over Sverige bortset fra grænseegnene mod Norge.^[32]

Generelt skete der I årene efter Margretes bryllup en lang række store politiske omvæltninger i de skandinaviske lande. Allerede få måneder efter brylluppet i 1363 døde Valdemar Atterdags eneste søn, Christoffer, hvilket betød at Danmark stod uden tronfølger og Margrete uden storebror.^[37] I 1364 afsatte de svenske stormænd Magnus Smek og Margretes mand kong Håkon fra kongetronen. I stedet for Håkon blev Albrecht af Mecklenburg valgt til konge af Sverige.^[34]

I 1370 var Margrete blevet så voksen, at hun kunne opfylde en dronnings vigtigste funktion: at skaffe sin konge en arving. I december dette år fødte hun parrets første og eneste barn – en søn, der fik det gamle norske kongehelgennavn Olav.

Fra 18. oktober samme år er overleveret et sjældent glimt af den unge dronnings personlighed i form af et brev, som hun skrev til sin ægtemand. Den unge, gravide dronning har skrevet (eller dikteret) brevet i det store, efterårskolde kongeslot, hvor det tydeligvis ikke stod for godt til.

	Vide skal I, min kære Herre, at jeg og mine tjenere lider stor nød på mad og drikke, så at hverken de eller jeg får, hvad vi behøver
Brev fra Margrete til Håkon

Hun beder kong Håkon om at gøre noget ved sagen for at sikre mandskabets tro tjeneste, om ikke andet ved at skaffe et lån hos en tysk købmand i byen, der kan låne hende det fornødne. Men hun holder sig ikke til beklagelser over egne trængsler. Hun lægger et godt ord ind for flere andre hos kongen, både en guldsmed, der er kommet til at svigte en aftale med Håkon, og en forbryder, som hun beder kongen benåde for hendes bøns skyld. Brevet er formuleret på en høflig og korrekt måde, men det er ikke uden en diskret brod over for Håkon i sin skildring af de usle forhold på kongeslottet.

I oktober 1375 døde Margretes far, Valdemar Atterdag, på sin elskede borg Gurre i Nordsjælland. Fremtiden var i høj grad usikker for det danske monarki, idet der ikke fandtes nogen indlysende mandlig tronfølger i Danmark. Sønnen Christoffer havde med nød og næppe nået voksenalderen, da han døde allerede i 1363. Tilbage var der sønnerne af Valdemars to døtre Ingeborg og Margrete. Ingeborg, der var blevet trolovet med hertug Henrik af Mecklenburg allerede som treårig, var senere blevet gift med ham og nåede inden sin tidlige død i 1370 at få tre døtre samt en søn, der fik det mecklenburgske hertugnavn Albrecht (forvirrende nok samme navn som både hans endnu levende farfar og hans farbror, den svenske konge). I 1371 var det lykkedes for mecklenburgerne at få Valdemar til at love den danske trone til Ingeborgs søn Albrecht. Ganske vist havde han også lovet, at hansestæderne skulle tages med på råd ved kongevalget, og det var ikke sandsynligt, at købmandsbyerne ville være trygge ved en alt for stærk mecklenburgsk dominans i Østersøen. Hvad Valdemar egentlig selv mente om arvefølgen, er svært at gennemskue. Men det stod i al fald fast, at der i Danmark var valgkongedømme, så man kunne ikke automatisk regne med, at sønnen af den ældste datter, dvs. Albrecht, ville arve tronen. Den yngste datter, Margrete, havde jo også en søn. Og det forstod hun at benytte sig af.^[38]

Margretes mand Håkon havde endvidere et horn i siden på Albrecht og hans familie (Albrecht af Mecklenburg), der havde fordrevet Håkons far Magnus Smek fra den svenske trone og havde indsat sig selv som regent.

Sandsynligvis var Margrete allerede i Danmark, da faderen døde, for der gik ikke mange dage, før hun ihærdigt tog fat på at sikre sig støtte blandt den danske adel gennem godsgaver og gode forleninger. Strengt taget havde Margrete som svensk-norsk dronning slet ingen ret til at disponere over den danske konges jord, men det var der øjensynligt ingen, der gjorde indsigelse imod. Derimod måtte hun opgive et forsøg på at føre sig frem med titlen »Danmarks, Norges og Sveriges dronning«, som hun benyttede i et gavebrev fra 10. november 1375 og som også flere danske adelsfolk i disse måneder titulerede hende med, bl.a. den 23. december faderens trofaste støtte, den aldrende drost Henning Podebusk.^[39]

Den 7. december 1375 kaldte hun sig 'Norges og Sveriges dronning og hr. Valdemars datter og rette arving.' Det er uvist, om faderen før sin død har stillet hende en rolle i udsigt som sin arving, men det er i al fald den position, hun fra første færd synes at have tilstræbt. Eftersom hun ikke opretholdt titlen som dansk dronning, må man formode, at den har vakt modstand i indflydelsesrige kredse i rigsrådet.

Hendes status som kong Valdemars datter kunne man dog ikke fraskrive hende, og den benyttede hun gerne i de følgende år, ligesom hun også senere genoptog en titel som ret arving til Danmark. Hendes mål i 1375 var nok egentlig at overtage den danske kongemagt selv, men da det ikke lod sig gøre, satsede hun i stedet på sammen med Håkon at virke som formynder for deres mindreårige søn Olaf, klart at der i den danske adel var stærk støtte til denne plan.^[40] Fra nytår 1376 gik det danske rigsråd i brechen for Olavs kongeværdighed i forhandlinger med hansestæderne, der efter tøven og tovtrækning gik med til mod passende godtgørelse ikke at indvende noget imod Olavs valg. Drengen blev da kåret som dansk konge under navnet Oluf 2.^{[kilde mangler]} ved et møde i Slagelse i maj 1376. Samtidig blev den unge konges håndfæstning beseglet, en kontrakt, der fastsatte nogle retningslinjer for kongens regering. Håndfæstningen sikrede først og fremmest adelens og kirkens gamle rettigheder og lagde vægt på, hvordan kongen skulle regere i samråd med rigets adelige råd. Indtil Oluf blev voksen, skulle Håkon og Margrete regere for ham.^[41]

Margretes officielle titel var aldrig dronning af Danmark, men "fuldmægtig frue og husbonde og Danmarks riges formynder", til hendes mindreårige søn Oluf. Mens Oluf var "mindreårig konge", var Margrete hans formynder og regerede på hans vegne.

I sensommeren 1380 døde kong Håkon af Norge. Oluf, som allerede var dansk konge, blev nu i 1381 også hyldet som norsk konge med navnet Olav 4. Og bag drengen stod hans moder – uden formel titel, men reelt de to rigers magtfulde hersker.

Som en følge af Stralsundfreden i 1370 skulle hansestæderne i 15 år som skadeserstatning besidde de skånske borge og størsteparten af indtægterne fra sildemarkederne ved den skånske Øresundskyst. Det blev et vigtigt mål for det danske rigsråd og Margrete atter at komme i besiddelse af borge og indtægter, og måden, hvorpå det skete, skulle vise sig ganske karakteristisk for Margretes politiske sans.^[40]

De danske farvande blev sidst i 1370’erne plaget af store mængder sørøvere, som gjorde hanseaternes sejlads særdeles usikker. Gang på gang klagede hansestædernes repræsentanter, men Margrete og hendes forhandlere fra rigsrådet kunne blot beklagende slå ud med armene og love at gøre, hvad de kunne for at begrænse sørøveriet. Hanseaterne havde en velbegrundet mistanke om, at de såkaldte sørøvere i virkeligheden var i dronningens tjeneste, men intet lod sig bevise. Udadtil var Margrete udadlelig. I efteråret 1382 skruede Margrete så bissen på. Da hanseaterne bad om at få fornyet deres privilegier i handelen på de norske byer, svarede hun at,:^[42]

	da nu kongen var død, var også privilegierne døde!
Margrete til Hansestæderne

Der måtte nye forhandlinger til. Derimod ville det hjælpe stærkt på både sikkerheden til lands og vands og fornyelsen af privilegierne, hvis hansestæderne rømmede de skånske borge. I første omgang trak hansestæderne sig vrede tilbage fra forhandlingerne med krav om skadeserstatning for tabene ved sørøveriet, som truede med helt at overskygge det forventede økonomiske udbytte ved den 15-årige besiddelse af de skånske borge. De overvejede at tilbageholde borgene, indtil en erstatning var betalt. Men på selve den dag, Kristi Himmelfartsdag 1385, hvor aftalen udløb, mødte både det danske og norske rigsråd frem i Helsingborg og krævede borgen overdraget. Slotsfogden nægtede efter ordre fra Hansaen. Det måtte man forhandle om. Men der var ikke noget at forhandle om, var budskabet i tre breve, som afgik samtidig fra dansk side: et fra Margrete, et fra drost Henning Podebusk og et fra kong Oluf. Brevene var nøje samstemt, så Olufs hidsige brev var det konfrontationssøgende og barske, Henning Podebusks det statsmandsagtigt formanende og Margretes det moderligt bekymrede, der fortalte om den store vrede, som hansestædernes holdning havde vakt i rigsrådene og ikke mindst hos hendes søn, kongen. Hun ville imidlertid gerne træde formildende til og hjælpe hansestæderne med at skabe en mindelig løsning.^[40]

Taktikken virkede. Hansestæderne overdrog i sommeren 1385 borgene til Margrete og det skete vel at mærke uden dansk betaling af nogen form for godtgørelse. Blot skulle Margrete love at standse sørøveriet, og det viste sig at være tankevækkende let at gennemføre. Et krav om erstatning til de skaderamte købmænd blev afvist af Margrete.

Men ved et personligt fremmøde i Lübeck 1386, erklærede Margrete, at hansestæderne var da velkomne til at indkalde en international og uvildig domstol, som kunne behandle det spørgsmål, om den danske stat havde noget som helst ansvar for sørøveriet. Men hvis et sådant ansvar ikke lod sig bevise, måtte Danmark naturligvis stå frit over for ethvert krav. Der blev aldrig betalt nogen erstatning.

På samme tid indgik Margrete en aftale med de holstenske grever, som bilagde det traditionelle fjendskab. Margrete bøjede her af, idet hun tilkendte greverne hertugdømmet Slesvig som et arveligt len. Hendes bevæggrund blev meget klart set af den samtidige holstenske krønike: "Denne snedige kvinde ville ikke på samme tid antænde flere ildebrande". Nu var ryggen fri til at samle opmærksomheden mod Norden.^[43]

Overfor stormændene gennemførte Margrete en langsigtet tilbagevinding af gods, der i tidens løb uretmæssigt var kommet ud af krones besiddelse. En politik, der kronedes med forbuddet i 1396 mod stormændenes borgbyggeri. Et forbud, der ikke siden blev ophævet, og som den militærteknologiske udvikling skulle gøre definitivt. ^[44]

Grundlaget for Margretes magt var formynderskabet for Oluf, som i 1387 var blevet en ung mand på 17 år. Mulighederne tegnede ekstra lovende dette år, fordi en kreds af svenske stormænd var blevet meget trætte af deres mecklenburgske konge Albrecht og ikke mindst de mange udenlandske adelige, han bragte med sig. Der begyndte at være interesse for også at lade den dansk-norske konge, der jo tilhørte det gamle svenske kongehus Folkungerne, indtage en plads som Sveriges konge. Margrete lod i 1386 sin søn tage den ekstra titel "ret arving til Sverige".

Men så skete katastrofen: Oluf døde uventet på Falsterbo slot i Skåne 3. august 1387. Det balsamerede lig lå på båre i Falsterbo kirke, inden det nogle måneder efter blev overført til begravelse i Sorø kirke, hvor også Olufs bedstefar Valdemar og oldefaderen Christoffer 2. lå begravet. Olufs indvolde blev dog begravet i Lunds domkirke, som på den måde fik lidt del i den kongelige gravlæggelse.

Endnu en gang syntes mecklenburgerne at kunne triumfere, for den nærmeste tronarving måtte nu være Margretes mecklenburgske søstersøn Albrecht, der var blevet forbigået i 1375. Interessen for denne løsning kan ikke have været stor hverken i det danske eller det norske rigsråd, der hidtil havde stået stejlt imod mecklenburgsk indflydelse. Så Margrete var sikker på støtte, da hun i den trængte situation handlede lynsnart.

På ugedagen for Olufs død, den 10. august 1387, fik Margrete samlet mange af de gejstlige og verdslige stormænd samt "flere af rigets mænd og indbyggere i alle Danmarks lande" til i Lund for

	at kåre og antage og udvælge en hædersfuld fyrstinde og frue, fru Margrete, Norges og Sveriges dronning til husbond ganske rigets af Danmarks formynder på alle måder
Mødet i Lund

Forsamlingen vælger Margrete, dels fordi hun var Valdemar Atterdags datter og Olufs moder, dels “for den gode vilje og gunst, som vi af hende har mærket ..." Endelig tilsiger de tilstedeværende hende, at de vil være hendes tro undersåtter indtil den dag, de og hun bliver enige om at vælge en konge.

Margrete blev hyldet med den nyopfundne titel »Fuldmægtig frue og husbond og hele Danmarks formynder«. Titlen indebar, at Margrete skulle være landets regent. Det var ikke ualmindeligt, at enkedronninger havde regeret som formyndere for en mindreårig kongesøn, ligesom Margrete gjorde med Oluf, men det var nyt og ukendt, at dronningen regerede i egen ret. I dokumentet fra Lund ses det da også, at ordningen tænktes at være rent midlertidig, indtil rigsrådet – med dronningens samtykke – havde valgt en ny tronarving. Margrete skulle i øvrigt regere i overensstemmelse med Olufs håndfæstning, som sikrede den danske adels afgørende indflydelse. Sådan var indholdet i dokumentet fra Lund med tilsvarende ord lod Margrete sig hylde 11 dage senere på Sjællands Landsting i Ringsted. Men det skulle vise sig, at Margrete var i stand til ændre virkeligheden.^[45]

Fem dage efter mødet i Ringsted mødtes Margrete på Vedbygård i Vestsjælland med to danske gejstlige og en gejstlig fra Brandenburg ved navn Henrik Vrisak. Vrisak var autoriseret af både den tyske kejser og paven som notar, hvilket indebar, at han kunne udfærdige juridisk bindende referater og kopier af breve og dokumenter. Han udarbejdede nu to attester om, hvad der var sket ved møderne i Lund og Ringsted. I store træk ligner attesterne de originale breve, men der er et par væsentlige afvigelser.^[46]

Notaren skrev, at Margrete var blevet hyldet som Danmarks riges frue, fyrste og fuldmægtige formynder. Dette skete på grund af hendes talløse velgerninger og fordi "der ikke var nogen mand af det blod, der var nærmere end hun". Hun skulle styre riget med fuld kongelig myndighed, indtil det måtte behage hende at udnævne en efterfølger, som stormændene da havde forpligtet sig til at vælge. Her kunne man med andre ord læse, at Margrete på basis af sin arveret efter faderen var valgt til regerende fyrste over riget, så længe hun ønskede det, og at hun havde ret til selv at vælge sin efterfølger. Det stod der ikke noget om i det originale dokument. Til gengæld var omtalen af håndfæstningen fra 1376 som regeringsgrundlag og rigsrådets ret til at vælge konge forsvundet.^[47]

Notarens retsgyldige attester afløste dokumenterne fra Lund og Ringsted og blev grundlaget for Margretes videre hyldningsrejse. 18. september 1387 optrådte hun som "ret arving og fyrste til Danmarks rige" efter at være blevet hyldet som lensherre for hertugdømmet Slesvig. Fra hyldningen på det jyske landsting (Viborg Landsting) er ingen dokumenter bevaret, men 26. oktober blev hun hyldet på Fyn med en ordlyd, der var overtaget fra notarens attest. Fra Fyn fortsatte Margrete til Norge, hvor hun 2. februar 1388 blev valgt som fuldmægtig frue og husbond med fulde kongelige rettigheder over Norge på livstid. Da Norge i modsætning til Danmark var et arvekongedømme, burde et regentvalg af denne type ikke forekomme. Men også det blev afklaret 14 dage senere, da et nyt brev titulerede Margrete fyrstinde af Norge og forklarede, at arveretten skulle regnes med udgangspunkt i Margrete, og med forbigåelse af mecklenburgerne, der havde forspildt deres arveret ved at føre krig mod Norge.^[48]

Atter engang var Ingeborgs søn, Albrecht blevet forbigået, og det var måske som følge af sorgen over dette nederlag, at Albrecht døde kort efter Margretes kup. Dog nåede han ikke at opleve den yderligere ydmygelse, at Margrete fik hans nevø Bugislav, en søn af hans søster Maria af Mecklenburg og den pommerske hertug Vartislav VII af Pommern, bugseret ind som dansk tronfølger under det mere nordiske navn Erik. Dermed fik Margrete formelt sikret forbindelsen tilbage til Valdemar Atterdag – Marie var jo datter af Margretes søster Ingeborg - og samtidig sikret sig, at Erik af Pommern ikke på fædrene side var i slægt med en stærk fyrste. Vartislav var ikke som mecklenburgerne en reel trussel.^[49]

Allerede 16. februar 1388 fik Margrete det norske rigsråd til at udpege Erik som den rette arving til Norge med den begrundelse, at mecklenburgerne altid havde været fjendtlige over for nordmændene, hvorfor de højtideligt blev fradømt deres arveret. Men Erik var kun seks år, så Margrete blev kåret til “Norges mægtige frue og retmæssige husbond i alle hendes livsdage".

Nu kom turen til Sverige. Utilfredsheden med kong Albrecht af Mecklenburg kulminerede, og i marts 1388 mødtes Margrete med svenske stormænd på slottet Dalaborg (sv) ved Vättern. Stormændene valgte Margrete til Sveriges "fuldmægtige frue og rette husbond" på livstid.

Margrete var blevet de tre nordiske rigers herskerinde. Og med Norge fulgte Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland med Sverige Finland, så det var ingen småstat hun skulle regere.

Albrecht af Mecklenburg var naturligvis ikke begejstret over udviklingen.

Kong Albrecht forlod i 1388 Sverige for at samle sig en mecklenburgsk hær til kamp mod de svenske stormænd og Margrete. Da han vendte tilbage i januar 1389, havde han demonstrativt også antaget titel af Danmarks og Norges konge for at vise, at han ikke anerkendte Margretes herredømme. Margrete forstod ellers oftest at gennemføre sine politiske mål ad diplomatisk vej, men her var der ikke noget valg. ^[50]

Hendes dansk-norsk-svenske hær mødtes med Albrechts svensk-mecklenburgske styrker nær Falköping i Västergötland 24. februar 1389. Margrete selv ventede i stor spænding på Varberg slot i Halland. Nok var hun regent, men hun kunne ikke som en konge personligt tage del i kampen. Albrecht og hans søn deltog derimod begge, og begge kom de til at dele skæbne med store dele af deres hær, som blev overvundet og tilfangetaget. Da budskabet om sejren i slaget nåede Margrete i Varberg, brød hun op og rejste til den sydnorske fæstning Båhus, hvor hun modtog sin fangne modstander. Sagn og traditioner vidste siden hen at berette om dette dramatiske møde mellem den ydmygede og lænkede konge, der hånende havde kaldt Margrete for kong Bukseløs og sendt hende en hvæssesten, som hun kunne skærpe sine synåle på i stedet for at gå i krig, som om hun var et mandfolk.^[51]

Den samtidige skånske årbog delte Albrechts overraskelse over kampens udfald, men i et mere positivt lys: "Ære være Gud i al evighed, som gav en uventet sejr i en kvindes hånd".^[52]

Albrecht og hans søn kom til at tilbringe de næste 7 år i fængsel på Lindholm slot i Skåne, mens hans tilhængere, der stadig havde kontrol med Stockholm, gjorde, hvad de kunne for at plyndre og genere de nordiske riger og skibsfarten i de nordiske farvande. Margrete agtede at holde Albrecht fangen, indtil hans folk rømmede Stockholm, og han selv gav afkald på den svenske trone. I årevis blev der kæmpet og forhandlet, men endelig 17. juni 1395 blev en aftale beseglet på Lindholm slot. I en treårig periode skulle Albrecht løslades. Hvis han inden da kunne skaffe en løsesum på ikke mindre end 60.000 mark sølv, skulle han være fri til at kunne genoptage krigen. Men hvis det glippede for ham, skulle han enten gå i fængsel igen eller også overdrage Stockholm til Margrete og leve i fred med Danmark derefter. I mellemperioden skulle Stockholm administreres af en fredsbevarende styrke fra hansestæderne. Albrecht slap fri, men pengene blev aldrig betalt, og Stockholm tilfaldt Margrete efter de aftalte tre år.^[51]

Notaren Henrik Vrisaks attester og hvad deraf fulgte repræsenterer et uhyre elegant statskup fra Margretes side. Med nogle enkelte drejninger af teksten lykkedes det at give hende en langt stærkere rolle som fyrste og svække adelens indflydelse på regering og på det senere kongevalg betragteligt. Notaren selv fik også glæde af sin indsats. Ganske vist forpurrede lokal modstand Margretes forsøg på at gøre ham til domprovst i Uppsala, men det embede, han i stedet tiltrådte ved en tysk domkirke, kunne han nok også takke dronningen for.^[50]

Da magten i de tre nordiske riger var sikret, tog Margrete straks praktiske skridt til at sørge for arvefølgen. Hun ville ikke risikere en situation som den, Danmark havde oplevet ved Valdemars død. Arvingen var drengen Bugislav, der allerede tidligt på året 1389 blev hentet til Norden. Drengen blev – sammen med sin søster Katarina af Pommern – adopteret af Margrete og fik det velvalgte nye navn Erik, som var kendt fra alle tre nordiske kongerækker. I sommeren 1389 blev han præsenteret for en kreds af nordiske stormænd i Helsingborg, og om efteråret blev han efter norsk tradition hyldet som arvekonge i Norge, uden at det dog anfægtede Margretes rolle som rigets regent. Danmark og Sverige ventede til 1396, inden Erik officielt blev valgt som konge, men heller ikke her ændrede kongekåringen på magtfordelingen. Margrete var og blev rigernes fuldmægtige frue, fyrstinde og husbonde, som hun havde fået brev på det i 1387 og 1388.

Begivenhederne afspejler nogle af Margretes vigtigste politiske mål. For det første ønskede hun en stærk, arvelig kongemagt, som kunne handle med størst mulig frihed af adelige interesser. Der var for mange eksempler på, at intriger blandt herremændene havde tjent til at svække riget.^[54] For det andet ønskede hun at etablere et samlet Norden, hvilket – så vidt man kan skønne – ikke var et spørgsmål om personlig prestige, men om at sikre en nordisk modvægt mod Østersøområdets altdominerende økonomiske magt hansestæderne og mod den frygtindgydende militære magt, som udgjordes af Den tyske Ordens korsridderstat i det sydøstlige Baltikum. Også i forhold til mecklenburgerne kunne en nordisk union vise sin berettigelse.^[51]

Margrete begyndte nu at styrke sin position. Hun overtog selv embederne som marsk og drost og sørgede for, at rigsrådets indflydelse mindskedes.^{[kilde mangler]}

Hvad indenrigspolitikken angår, får man for Danmarks vedkommende et godt indtryk gennem den lovforordning, Margrete udstedte i forbindelse med den nu ca. 14-årige Eriks hyldning som dansk konge på Viborg landsting i 1396.

Hovedtendensen er klar: adelens magt skal svækkes, voldsudøvelse og vilkårlighed skal stækkes. Et effektivt middel var indførelsen af et forbud mod privat borgbyggeri "eftersom der er sket umådelig lidt ret fra de fæstninger, som nu er byggede ..." Et lignende forbud, som oven i købet indebar nedrivning af borgbyggeriet fra Albrechts tid, blev samme år gennemført i Sverige. Endvidere skulle adelen aflevere alt det krongods, som den ulovligt havde tilranet sig, siden kong Valdemar i 1368 forlod Danmark på diplomatrejse.

I 1396 vedtog landstingene den såkaldte "Dronning Margretes Fred", hvorefter borgerne lovede regeringen at overholde gældende love. Dette er modsat håndfæstningen, hvorefter kongen lovede borgerne at overholde gældende love.

Der blev grebet ind over for magtmisbrug fra fogedernes side, og det blev fastslået, at man ikke frit kunne udplyndre skibbrudne og vrag, der drev ind på kysten. I en anden paragraf indskærpedes det, at al ulovlig gæstning skulle ophøre, og at danskerne skulle respektere de mange lokaliteter og situationer, hvor alle burde kunne være sikre på at færdes i fred sikkerhed: kirkefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred. Som et nyt fænomen nævnes kvindefred, hvilket må ses som forsøg på at øge respekten for kvindekønnet i almindelighed, særligt vel som værn mod seksuelle overgreb.^[55]

Der indgik en række økonomiske bestemmelser, som vidner om et ønske om at støtte købstædernes handel, at sikre rigets forsvar og at genoprette det danske møntvæsen, som i over et halvt århundrede havde været praktisk taget ikke-eksisterende.

Loven var et helt katalog med en blanding af gode etiske principper og realpolitiske og økonomiske hensyn, som nok er karakteristisk for Margretes virksomhed. En stor del blev faktisk realiseret, så Margrete formåede at sætte magt bag agt.^[55]

I sommeren 1397 mødtes verdslige stormænd og kirkefolk fra hele Norden i byen Kalmar for at deltage i en enestående begivenhed. Erik af Pommern blev ved en ceremoni i byens kirke kronet og salvet som konge over alle de tre nordiske riger. Højtideligheden blev med symbolsk tæft afholdt 17. juni, den hellige treenigheds dag. Erik var godt nok hyldet som konge i hvert af de tre lande - og var efter alt at dømme allerede blevet kronet som norsk konge i 1393 – men det nye var, at han her ved en fælles ceremoni blev indsat som nordisk regent. I det kroningsbrev, der blev udstedt 13. juli i Kalmar, beseglede de tilstedeværende nordiske stormænd og bisper i rangorden uden nationale skel. En nordisk union var en realitet.^[56]

Men hvad unionen skulle indebære, nåede man ikke til fuld enighed om i Kalmar, skønt forhandlingerne efter kroningsfesten trak ud i en måneds tid. De to originale dokumenter, der er bevaret fra Kalmarmødet, ser meget forskellige ud. Det ene er det førnævnte kroningsbrev, der er skrevet på pergament og forsynet med tunge segl. Heri takker 67 nordiske stormænd Margrete for hendes indsats og bekræfter Eriks kroning som konge af Guds nåde. Beseglerne lover at disponere over rigernes borge og len efter Eriks og Margretes vilje, både mens regenterne lever og efter deres død.^[57]

Det andet dokument er det såkaldte unionsbrev, der er en kladde på papir. Det er fuldt af overstregninger og rettelser, og er forsynet med rester af 17 stormænds segl, der ikke er hængt under brevet, men trykt direkte på papiret som en foreløbig godkendelse.

I 600 år har eksperter været uenige om dette dokuments betydning. Er det et udkast? Er det et forkastet dokument? Eller er det et bekræftet referat af nogle forhandlinger? Sagen er ikke afgjort og bliver det næppe heller, men ikke desto mindre er dokumentet interessant, fordi det antyder den type union, som i al fald stormændene kunne stå inde for.^[58]

Unionsbrevets tekst beskriver ret udførligt en union med fælles forsvars- og udenrigspolitik forenet i kongens skikkelse, men med karakter af et samarbejde mellem tre selvstændige riger, hvis love skal respekteres. Det understreges, at kongen er valgt, og at han skulle være konge "af Guds nåde" nævnes ikke.^[57]

Unionsbrevet blev aldrig renskrevet og beseglet. Dets eksistens var kendt, og det skulle længe efter Margretes tid blive taget frem af mølposen. Men Kalmarmødets officielle dokument var og blev det kortfattede kroningsbrev, der lagde vægt på en suveræn kongemagt med arvelig tronfølge og lovede en uindskrænket kongelig kontrol med rigernes militære og økonomiske magtmidler. Dets kortfattede formuleringer faldt i tråd med Margretes politiske mål, og gav et dejligt spillerum for den kongelige handlekraft. Unionsbrevet var derimod udtryk for et adeligt forsøg på at regulere og inddæmme det kongelige eneherredømme, og det har passet Margrete fint, at det aldrig blev gjort færdigt.^[52]

Erik kunne – med sin mor som den reelle hovedperson – fremstå som en suveræn hersker, der nok tog klædeligt hensyn til de adelige rigsråder, men alligevel på mange punkter reelt lod deres indflydelse svinde. I praksis oprettede Margrete et fælles unionskancelli i Danmark, mens gamle danske rigsembeder som drot og marsk fik lov til at stå vakante. Magt og overblik samledes om kongen og hans moder, mens rigsråderne måtte nøje sig med at blive taget med på råd i enkeltsager. De kongelige lensmænd og fogder blev i stor udstrækning håndplukkede mænd, der kunne takke dronningen for deres position og derfor var fuldendt loyale. Et fælles nordisk rige var ved at tage form.^[57]

Unionsbrevet slår klart fast at rigerne:

	skal forblive i én samdrægtighed og kærlighed, således at ingen af dem skal skille sig fra de andre med nogen tvedragt og splittelse
Udrag fra Unionsbrevet

, at de tre riger efter Eriks død skal vælge den samme konge, og at de tre riger skal komme hinanden til hjælp, hvis et af dem angribes. Samtidig understreges det, at

	der ikke skal overføres nogen lov og ret fra ét rige til et andet
Uddrag fra Unionsbrevet

Ifølge unionsbrevet var den nordiske union, senere kaldet Kalmarunionen, reelt et statsforbund eller personalunion og ikke den centraliserede enhedsstat, som Margrete efter alt at dømme ønskede. Måske netop derfor nåede dokumentet aldrig fra papiret til pergamentet. Dog har det sikkert glædet hende, at rigsråderne sikrede hende al hendes ejendom i samtlige tre riger på livstid.^[58]

Det var ikke nok at have sikret en tronfølger. Det gjaldt også om at få ham gift, så slægtslinien kunne føres videre. Opmærksomheden var rettet vestpå som modvægt mod de spegede forhold i Baltikum, efter sonderinger i Frankrig faldt valget på den engelske kongedatter Philippa (1394-1430). Lange politiske forhandlinger gik forud for brylluppet, der ikke var mere romantisk end Margretes eget. Philippas planlagte rejse til Norge i 1405 blev udskudt, og det endte med, at Philippa og Erik blev gift, sidstnævnte pr. stedfortræder, i Westminster Abbey 8. december 1405. Først året efter så det nye ægtepar hinanden for første gang, og da holdtes et egentligt bryllup i Lund 26. oktober. Philippa var ved brylluppet kun 12 år gammel, men da hun blev voksen, viste hun sig i øvrigt at være en dygtig og handlekraftig kvinde, som ikke lod sin svigermor meget efter. Men børn fik hun og Erik ingen af, så Margretes vigtigste håb til adoptivsønnens ægteskab blev ikke opfyldt.^[59]

Inden Erik i 1405 tog på sin forgæves rejse til Bergen for at hente sin brud, havde Margrete udfærdiget en lang instruktionsskrivelse til ham, som i mange detaljer beskrev alle de opgaver, han skulle løse undervejs, og ikke mindst, hvordan han skulle opføre sig over for de mennesker, han mødte på rejsen. Utroligt nok har det lille slidte papirhæfte overlevet til vore dage, og gennem sine instrukser tegner Margrete her indirekte et billede af, hvordan hun selv tænkte og agerede i offentlige sammenhænge.^[58]

	Hvis nogen byder dig til gæst, skal du spise hos dem, og hvis nogen mand eller kvinde, ung eller gammel ønsker at give dig noget, småt eller stort, skal du tage velvilligt imod det. Hvis du ikke gør det, kan folk blive sårede derover, og man vil opfatte det anderledes, end du mente det, og det kan der komme meget ud af.
Uddrag fra instruktionsskrivelsen

(...)

	Hvis nogen kommer og beder dig om privilegier eller lignende, så skal du tøve dermed, så længe du kan. Hvis de absolut vil vide din mening, må du skyde det på mig og sige, at du venter mig daglig, og så snart jeg kommer, vil du gerne gøre det, hvis jeg tilråder det, men du kan ikke gøre noget, før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du
Uddrag fra instruktionsskrivelsen

Den realpolitiske nøgternhed gik hånd i hånd med en stærk personlig fromhed. Ligesom hun indskærpede Erik, at han skulle indlede hver dag med en gudstjeneste, gik hun også trygt ud fra, at Gud ville lede hendes og adoptivsønnens skridt på bedste måde. Det var ikke en tom floskel, når formlen "af Guds nåde" indgik i de kongelige titler. Det lille hæftes slutningsord bevidner, at i tryg tillid til Gud "rejser vi, sysler vi og mødes vi igen med Gud – med ære og med fred og med ro, både til sjæl og legeme i Jesu Kristi navn, i den hellige Maries navn, i Sankt Hans' navn og i alle helgeners navn."^[60]

Efter mødet i Kalmar trådte Margrete formelt tilbage regent, og 1401 blev den 19-årige Erik fuldmyndig konge.

Margrete var ikke længere formynder, men reelt var det hende, der regerede de tre riger, og ved hjælp af en kompliceret blanding af udnævnelser lykkedes det hende at befæste sin magt uden at inddrage rigsråderne i forvaltningen af de tre riger. Danske fogeder fik len i Sverige og Norge, tyske i Danmark. Det var hende, ikke det enkelte rige, hendes embedsmænd skulle knyttes til. Økonomisk havde Margrete også en heldig og hensynsløs hånd, som følge af hendes politik ifht. indkrævelse af godser i Danmark og Sverige (se indenrigspolitik).^[61]

Margrete begyndte at blande sig i Slesvigs forhold. Hun opkøbte flere borge i Slesvig, og i 1409 fik Margrete Flensborg og Nyhus Slot. I 1410 erobrede Erik Als og Ærø. I 1411 tilbageerobrede de holstenske grever Flensborg, men Margrete klarede igen sagen ved forhandlinger, og den 24. oktober 1412 kunne Margrete og Erik marchere ind i Flensborg. Endnu engang var Slesvig tæt på genforening med Danmark. Margrete døde den 28. oktober 1412 af pest på et skib i Flensborg Havn. Et sagn fortæller, efter Margretes død, at for en kort stund var hun begravet på Lille Okseø.^[62][63][64]

Politisk havde Margrete travlt med at generhverve Gotland, som Den tyske Ridderorden havde besat. Det lykkedes ved køb i 1408. Også Sønderjylland søgte hun at sikre sig i stadig strid med de holstenske hertuger. I 1412 genvandt hun også Flensborg.

Margrete 1. er blevet kaldt en genial politiker. Hun var snedig, er det gennemgående tema i samtidens skildringer af hende. Og mandlige skribenter har ikke kunnet dy sig for at bruge ordet kvindelist. Men hendes køn ufortalt var det et træk ved hendes lange regeringstid, at hun både kunne handle forsigtigt, sløre sine hensigter og pludselig slå til.^[65]

I forbindelse med hyldningsfesten for genvindelse af Flensborg døde Margrete pludselig, muligvis af pest, den 28. oktober 1412, i en alder af 59 år, på sit skib i Flensborg fjord.

	Sjælen forlod hendes legeme under et mægtigt og forunderligt uvejr med lyn og torden
Uddrag fra den holstenske krønike

Hendes lig blev straks bragt til Sorø for at blive bisat ved siden af hendes søn, men på initiativ af hendes mangeårige ven, roskildebiskop Peder Jensen Lodehat blev hun året efter overført til Roskilde domkirke, hvor hendes efterfølger Erik af Pommern 4. juli lod en storstilet mindefest afholde til ære for Danmarks, Norges og Sveriges fuldmægtige frue og husbond.^[66]

Margrete 1. var aldrig regerende dronning, det er eftertiden, der har tildelt hende denne titel.

Igennem tiden har der hersket tvetydige opfattelser af hendes specifikke titler, og af samtiden har hun aldrig formelt haft titlen 'Dronning', men i stedet "fuldmægtig frue og husbonde og ganske Danmarks riges formynder", til hendes mindreårige søn Oluf kunne blive konge. Mens Oluf var "mindreårig konge", var hun hans formynder og regerede på hans vegne

Margretes mange titler gennem tiden:

• 1353-1363: Margrete, prinsesse af Danmark
• 1363-1376: Margrete, dronning af Norge of Sverige
• 1376-1380: Margrete, fuldmægtig frue og husbonde og ganske rigens af Danmarks formynder (formynder for Oluf 2.)
• 1380-1387: Margrete, fuldmægtig frue og husbonde og ganske rigens af Danmarks og Norges formynder (formynder for Oluf 2.)
• 1387-1388: Margrete, Danmarks fuldmægtige frue og retmæssige husbond
• 1388-1389: Margrete, Danmarks og Norges fuldmægtige frue og retmæssige husbond
• 1389-1412: Margrete, Danmarks, Norges og Sveriges fuldmægtige frue og retmæssige husbond (endvidere formynder for Erik af Pommern)

Den 7. december 1375 kaldte hun sig selv:

• Norges og Sveriges dronning og hr. Valdemars datter og rette arving^[67]

På et rigsmøde i Slagelse den 3. maj 1376, blev hun benævnt:

• Danekongens Valdemars datter og sand arving og fyrstinde til Danmarks rige^[47]

Margrete blev den 10. august 1387 udnævnt i Lund af Danmarks stormænd:

• Margrete, Fyrstinde og frue, fru Margrete Norges og Sveriges dronning fuldmægtige frue og retmæssige husbonde og ganske riget Danmarks formynder^[49]

Selv kaldte hun sig oftest for:

• Margrete af Guds nåde, Valdemar Danekonges datter^[66]

18. september 1387 optrådte hun som:

• Margret, ret arving og fyrste til Danmarks rige

I et gavebrev fra 10. november 1375 førte hun sig frem med titlen:

• Danmarks, Norges og Sveriges dronning^[67]
  Denne titel blev desuden benyttet af flere danske adelsfolk i disse måneder, når de titulerede hende, bl.a. den 23. december af faderens trofaste støtte, den aldrende drost Henning Podebusk.^[39]

På hendes gravmæle i Roskilde Domkirke indviet i 1423 tituleres hun:

• Fyrstinde og Frue. Fru Margareta, fordum rigerne Danmarks, Sveriges og Norges Dronning^[68]

Margrete betragtes og tituleres i dag som dronning af Danmark, Norge og Sverige, af alle tre kongeriger^[2][3][4].

Margrete var en sammensat karakter. Hun var venlig og forekommende, men der slap aldrig et ord over hendes læber, som kunne binde hende og Danmark ud over uforpligtende sniksnak. Trods samtidens meget salvelsesfulde tale, var Margrete et yderst nøgternt menneske med princippet, at "en fugl i hånden er bedre end ti på taget“ som ledestjerne i alle sine handlinger. Hun var stædig, listig, bestemte både over sin kødelige søn Oluf til hans død som kun 17-årig og over sin nevø og efterfølgeren, kong Erik af Pommern, indtil Margrete selv døde i 1412.^[69]

Hun var ærlig og dybt overbevist kristen, men hun var ikke et andægtigt gemyt. Når brutal magtudøvelse var nødvendig, så anvendte hun den uden tøven. Hun var tidens bedste diplomat og havde altid både paven og kirken med på sit hold. Var hun besejret militært i slag, kunne hun tiltuske sig en fred, der næsten vendte nederlaget til sejr. Med udsyn forenede hun tre kongeriger, Norge, Sverige og Danmark under først sin søn Oluf og siden under sit eget scepter. Men sideløbende med at spille og handle sig til fællesskandinaviske gevinster, var også en ganske almindelig pranger, der samlede kolossale besiddelser tilbage til kronen.^[70]

Hun var en lille kvinde, men smuk og slank. Efter sin mand norske Håkons død i 1380 blev der ymtet noget om, at hun i sit livs efterår lå med sin kansler, biskop Peder Jensen Lodehat. Noget sandhedsbevis kan der i sagens natur ikke føres for den slags rygter. At Lodehat elskede hende lidenskabeligt, kan der ikke være tvivl om. Da hun skulle begraves i Sorø Kirke ved siden af sin far, stjal han hendes lig og bisatte hende i stedet for under massiv pragtudfoldelse i Roskilde Domkirke, hvor han selv var biskop.^[46]

Margretes gravmæle i Roskilde Domkirke, der i sin oprindelige udgave stod færdigt i 1423, er et af de prægtigste kongelige gravmæler fra middelalderen, man kan se i Norden. Selve hovedet og det meste af statuen af Margrete, har overlevet nogenlunde uændret siden 1423, hvorimod gravmælets øvrige dekorationer og beklædninger måtte gennem en knap 50 år lang restaurering mellem 1863 og 1911, førend det i 1912 stod klar i den skikkelse, som det kan ses i dag.^[71]

Den 6. december 2006 afslørede dronning Margrethe 2. en rytterstatue af sin forgænger Margrete 1. Rytterstatuen er tænkt af billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, der udførte den første skitse omkring 1897. Grundlaget for statuen er en gipsmodel, som Roskilde Museum gennem årtier havde haft stående i magasinet.^[72] Projektet blev realiseret i 2006 med bistand fra fabrikant Elsebeth Stryhn og Claus B. Hansen og med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legatet.^[73] Rytterstatuen, der er støbt i bronze, knejser på Københavnsvej i Roskilde ud for Ro's Torv

Ved Margretes grav i Roskilde samledes efterhånden en række genstande med tilknytning til hendes historie. De tre mest kendte og endnu bevarede er Margretes gyldne kjole, en hvæssesten og en fanestang. De blev bortført af svenske soldater i 1659, og har siden 1665 været opbevaret i Uppsala Domkirke.

Den gyldne kjole blev tidligere hævdet at have været hendes brudekjole. En undersøgelse af kjolen med kulstof 14-datering viser, at stoffet med 95,4% sandsynlighed er fremstillet inden for perioden 1403-1439.^[74] Den kan altså have tilhørt Margrete, men hendes brudekjole var det ikke. Den såkaldte hvæssesten er en 283 cm lang stang af sandsten, der måler 3 cm × 6 cm i tværmål. Den er ifølge traditionen en gave fra den svenske kong Albrecht, så hun kunne slibe sine synåle på den i stedet for at gå i krig.^[75] Fanestangen er en 280 cm lang fyrretræsstang med en næsten forsvundet fanedug af hvid linned.^[76]

Margrete 1. var på sin fars side ud af den danske kongefamilie, og på sin mors side ud af hertugslægten (Abelslægten) i Sønderjylland.

Imellem hendes nære forfædre kan man blandt hendes tipoldeforældre og tiptipoldeforældre også finde flere medlemmer af det svenske kongehus.

Selvom Margrete 1. gennem sit ægteskab var dronning af Norge, så var det ikke sådan, at hun slægtsmæssigt var særligt nært knyttet til de tidligere norske konger. Som datter af Valdemar Atterdag var hun naturligvis også efterkommer af Svend Tveskæg, der for en tid også havde titlen som konge af Norge, men af de norske konger af den indfødte norske kongeslægt findes der kun få blandt Margretes forfædre, og disse findes ganske mange generationer tilbage i tiden. Via sin farfars mor, Agnes af Brandenburg, nedstammede Margrete dog fra Olav den Hellige og via Valdemar den Stores farmor, Dronning Bodil, nedstammede Margrete tillige fra Håkon jarl og Harald Hårfager. Slægtsforbindelserne mellem Harald Hårfager, Olav den Hellige og Margrete 1. tager sig blandt andet således ud (her udvalgt én af de mulige slægtslinjer tilbage til henholdsvis Olav den Hellige og Harald Hårfager):

Slægtslinjer mellem Olav den Hellige og Harald Hårfager til dronning Margrete

Fra Olav Olav den Hellige, ca. 995-1030 Ulvhild af Norge (no), d. senest 1071 Magnus af Sachsen, ca. 1045-1106 Eilika af Saksen (en), ca. 1080-1142 Albrecht Bjørnen, ca. 1100-1170 Otto 1. af Brandenburg, ca. 1128-1184 Albrecht 2. af Brandenburg, ca. 1177-1220 Johan 1. af Brandenburg, ca. 1213-1266 Agnes af Brandenburg, 1257-1304 Christoffer 2. af Danmark, 1276-1332 Valdemar Atterdag, 1320-1375 Margrete 1.

Fra Harald Harald Hårfager, 1. konge af Norge, ca. 850-931/32 Ålof Årbot Haraldsdatter (no) Bergljot Toresdatter (no) Håkon jarl, regent af Norge, ca. 935-995 Erik Håkonsson Ladejarl, 957-1024 Håkon Eriksson Jarl, ca. 998 - ca. 1029 Bodil Håkonsdatter Thrugot Ulfsen Fagerskind, d. ca. 1070 Dronning Bodil, ca. 1056-1103 Knud Lavard, ca. 1096-1131 Valdemar den Store af Danmark, 1131-1182 Valdemar Sejr af Danmark, 1170-1241 Christoffer 1. af Danmark, 1219-1259 Erik Klipping, 1249-1286 Christoffer 2. af Danmark, 1276-1332 Valdemar Atterdag, 1320-1375 Margrete 1.

I 2021 var der præmiere på filmen Margrete den Første med Trine Dyrholm i rollen som dronningen. Filmen tager udgangspunkt i en hændelse fra 1402, hvor en ung mand fra Preussen krævede retten til at regere Danmark, idet han hævdede at være Margretes søn Oluf.^[77]

• Bøgh, Anders (2003), Sejren i kvindens hånd. Kampen om magten i Norden ca. 1365-89, Aarhus Universitetsforlag, ISBN 87-7288-965-9
• Dehn, Erik (2018), Margrete I. og Kalmarunionen, Gyldendal, ISBN 9788702263374
• Derry, Thomas Kingston (2000), A History of Scandinavia, Minneapolis: University of Minnesota Press
• Etting, Vivian (2009), Margrete den første, Nordisk Forlag A/S, ISBN 978-87-02-07177-1
• Haug, Eldbjørg (2000), Margrete - den siste dronning i Sverreætten. Nordens fullmektige frue og rette husbonde, Cappelen, ISBN 82-02-17642-5
• Grinder-Hansen, Poul (1996), Margrete 1, Nordens Frue og Husbond. Kalmarunionen 600 år. Regent of the North, Nationalmuseet
• Grinder-Hansen, Poul, red. (1996), Margrete 1, Nordens frue og husbond. Kalmarunionen 600 år: Essays og udstillingskatalog, Nationalmuseet, ISBN 87-89384-51-2
• Grinder-Hansen, Poul (2014), "Margrete 1. og Håkon", i Kryger, Karin (red.) (red.), Danske Kongegrave II
• Høyer, David (2017), Margrethe den 1. Nordens dronning, Epsilon.dk, ISBN 9788793064577
• Jacobsen, Grethe (2004), Less Favored – More Favored: Queenship and the Special Case of Margrete of Denmark, 1353–1412 (PDF)
• Linton, Michael (1971), Drottning Margareta. Fullmäktig fru och rätt husbonde - Studier i kalmarunionens förhistoria, Akademiförlaget
• Linton, Michael (2000), Margrete den 1. Nordens dronning, Gyldendal, ISBN 8700454982
• Magill, Frank N. (2012), The Middle Ages: Dictionary of World Biography, volume 2, Routledge, ISBN 9781136593130
• Olling, Anders; Havsteen, Hans Erik (2018), Margrete 1., Lindhardt og Ringhof, ISBN 9788711568200
• Otte, E.C. (1874), Scandinavian History
• de Sédouy, Jacques-Alain (2020), Nordiske dronninger. Skæbner fra Nordens historie i europæisk kontekst, Kleart, ISBN 978-87-92750-31-0
• White, Richard (2010), These Stones Bear Witness, AuthorHouse, ISBN 9781452017198
• Aarsleff, C. (1912), Mindesmærket over Dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, Vilhelm Tryde

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Margrete 1.
• Søren Sørensen: Margrete 1. Arkiveret 4. marts 2016 hos Wayback Machine. aerenlund.dk.

Foregående:	Danmarks kongerække (Danmarks dronninger)	Efterfølgende:
Oluf 2. 1376-1387		Erik 7. af Pommern 1396/1412-1439

Foregående:	Norges regenter	Efterfølgende:
Olav IV Håkonsson 1380-1387		Erik III av Pommern 1389/1412-1442

Foregående:	Sveriges regenter	Efterfølgende:
Albrekt av Mecklenburg 1363-1388/1389		Erik av Pommern 1396/1412-1439